Endelig fik vi vores pakke med autopiloten, fik den monteret og forlod Sri Lanka efter næsten 3 ugers ophold. Vi havde en sej tur ud til Maldiverne, meget vind og krap sø de første 2 døgn, men derefter behagelig sejlvind det sidste stykke vej. Vi nåede netop ind og fik ankret ved atollen Uligan mens det var lyst efter 3 døgn og 440 sømil. Næste dag kom myndighederne ombord for at tjekke os ind i landet, en masse papirer udfyldes og en masse kopier af alt skulle de have – bare de ikke drukner i papirer på den lille ø!!! Nå, de var nu meget flinke…
Efter nogle travle dage med proviantering af friske varer sejlede vi en tidlig morgen ud af Chalong Bay med en underlig fornemmelse i maven. Lidt vemodigt at forlade Thailand men nu skulle det blive rart at komme videre. Et par delfiner kom forbi og sagde ”farvel” mens vi fyrede de sidste bath af på telefonkortet med sms´er til ungerne. Vi fik meget skiftende vejr på turen. Ingen stabil NØ-monsun, men først på turen nogle dage med SØ-lig svag vind og en god medstrøm, 2-3 knob, gav alligevel god fart i skuden. Ind imellem kom der sorte skyer på himlen med skiftende vind og en masse regn, så vi havde mange sejlskift, også om nattenSå kom der perioder med total blikstille og derefter fik vi kraftig modvind så vi knap kunne holde kursen.
Julehilsen til alle jer derhjemme i sne og kulde. I november var vi på ”visa-run” til Laos. Dvs en kort tur ud af Thailand for at få fornyet opholdstilladelsen i landet med nye 2 måneder. Vi var i hovedstaden, Vientiane i et par dage og nød at være lidt væk fra båd og job. Laos´ franske fortid skinnede igennem bla ved de dejlige flutes man kunne købe på alle gadehjørner og så har man lavet en efterligning af Triumfbuen i Paris. Ellers er der enormt mange flotte templer i det ellers meget fattige land. Der er ikke mange turister og det kan man tydelig mærke. Der var ingen aggressive gadehandlere med ure og solbriller og andet turiststof. Der var så heller ikke nogen konkurrence for den enkelte turarrangør vi kontaktede for at få en lille tur ud til en nationalpark. Han forlangte 140 US$ for turen. Til sammenligning fik vi en 3-dages tur i Saigon (Vietnam) til 35 US$. Men Laos skulle være et utroligt flot land og også billigt og da det ikke er overrendt af turister kan man mange steder finde ”local life
Hej alle sammen derhjemme. Så er det vist tid til lidt nyheder her fra Boat Lagoon. Vi har haft et kort men meget hyggeligt besøg af Margit og Jeppe. Det var lidt ærgerligt at vi ikke kunne sejle dem en tur ud til nogle af de smukke steder vi kender så godt her i Thailand, men det blev bilture til strand og shopping i stedet og afslapning i hotellets pool. Vi bor stadig på et hotelværelse men så snart båden er beboelig, flytter vi ombord igen.
Hej alle sammen derhjemme Efter en lang men behagelig rejse, ankom vi her til Boat Lagoon lidt nord for Phuket by forrige fredag. Vi har været hjemme i Danmark i godt 5 måneder og har nydt at være sammen med vores børn, svigerbørn, familie og venner. Her på Boat Lagoon blev vi modtaget af vores norske venner fra Pomona, som vi fik lov at stille bagagen hos, mens vi gik ud i området for at finde logi. Vi forhørte os på flere lejligheder men de var alle for dyre, så vi måtte booke et hotelrum. Nu bor vi meget tæt på pladsen hvor bådene står. Vi var meget spændte på at se hvad der var gjort på båden. Hjemme havde vi modtaget flere mails med fotos af det igangværende arbejde. Der var lavet ny dørk nede i båden og oppe var det nye teakdæk næsten færdiglagt, dog var der ikke fuget. Arbejdet så virkelig godt ud – de er gode til deres håndværk, thaierne.
April, forår, temperaturen stiger….Det gør den også her i Thailand. April og maj er de varmeste måneder. I morgen fejrer thaierne deres nytår. Den tørre tid er snart ovre og regntiden begynder. De fejrer festen med vandkampe i stor stil, så vi bliver ude ombord i sikkerhed i morgen… Det blæser næsten ikke og vandtemperaturen her i bugten i Chalong er målt til 37 grader!! Det gør at det er meget varmt i båden, især om natten, hvor termometeret aldrig er under de 30 grader…. Mens Anders var i DK, var jeg en tur på Seashell museum. Der var en flot udstilling af skaller fra især den tropiske del af verden.
Nu er det vist på tide at vi giver ”lyd” fra os igen. Der er sket meget den sidste måned. Pga Thailands kortvarrige visumtilladelser, er man nødt til at lave små udflugter til Thailands nabolande. Vi lånte en bil af vores gamle ven, nordmanden Olav og kørte nordpå til Ranong, hvor der er grænseovergang til Burma. Det var dejligt at få lidt asfalt under fødderne og vi nød den fine natur på vejen derop, der var bl.a. en masse fiskebrug langs vandløbene. I Ranong måtte vi stå i kø i næsten en time for at stemple ud af Thailand. Så blev vi sejlet over til Burma i en longtail-båd og så var der igen kø i paskontrollen. En ung fyr fra Immigration foreslog at vise os lidt rundt i byen i mellemtiden. Vi ville gerne høre noget om landet og han fortalte en masse, men da vores spørgsmål fik lidt mere politisk karakter klappede ham i som en østers og kiggede sig diskret omkring. Han lod os forstå at han ikke måtte/kunne udtale sig om dette. Vi nikkede anerkendende – burmesere kan blive straffet hårdt, måske henrettet, hvis de snakker politik med udlændinge. Umiddelbart kunne vi ikke se forskel på Burma og Thailand, men vi ved at det er et meget lukket land og befolkningen er fattige og undertrykte. På et tidspunkt ville Anders fotografere nogle børn, men straks kom en civil betjent og sagde at det måtte han ikke. De var hjemløse og sådan en elendighed måtte ikke vises frem i Vesten. Sandheden er nok at man i det hele taget ikke må vise noget som helst fra Burma. Vi sejlede tilbage til Thailand og blev, efter en times tid i kø igen, stemplet ind i Thailand.
Hermed en hilsen fra varmen til alle jer derhjemme i kulden – det lader til at vinteren rigtig har bidt sig fast, og så havde I hvid jul… Vi havde en rigtig dejlig jul her i Thailand, hvor vi havde besøg af vores 3 børn i 2 uger. Vi sejlede rundt til en masse fine steder, små øer og flotte strande, badede i krystalklart tyrkist og dejlig varmt vand og spiste på små hyggelige thai-restauranter om aftenen. De unge mennesker nød ferien, omend det sommetider var lidt for varmt… På ankerpladsen ved Nai Harn mødte vi andre danske både, bl.a. Nordkaperen med Troels Kløvedal + familie ombord. Vi var et smut forbi for at hilse på og senere talte vi med dem inde på land. Nordkaperen er på sin 4. jordomsejling og det var meget interessant at snakke med en så erfaren sejler. Nytårsaften var vi sammen med nogle af vores sejlervenner inde på en lille restaurant. Flere af dem er nu på vej op mod Rødehavet og Europa. Dem ser vi nok ikke mere. Gode dage flyver afsted og snart var vi alene igen, men med en masse gode minder. Børnene tog hjem til DK og vinterkulden den 1. januar. Vi havde besluttet at sejle en tur ud til Similan og Surin, 2 øgrupper, som ligger 60-100 sømil ude vest for Phuket. Her skulle være klart vand og snorkling i verdensklasse – og vi blev ikke skuffede!! Men først skulle der provianteres godt op med bl.a.frugt og grønt, da der ikke er købmandsbutikker på øerne. Øerne er ubeboede bortset fra nogle Sea Gipsy´s, en lokal stamme som bor i en lille landsby på South-Surin Island – mere herom senere. Da vi kom til Similan blev vi modtaget af en stor skildpadde, som svømmede et par gange rundt om båden, og vi kunne se fine koraller og mange flotte fisk bare ved at stå og kigge ned fra båden – vi behøvede knap nok at iføre os snorkelgrej. Om aftenen traf vi igen besætningen fra Nordkaperen og vi sad og spiste sammen med dem på den lille restaurant inde på stranden. Det var vældig hyggeligt.
Denne er dagen som vi og vores børn længe har ventet på. De ankommer i aften og vi er klar til at hente dem i lufthavnen. Den sidste tid er emails og sms´er fløjet gennem luften: ”har I husket”….”ja, nu sidder vi i Billund”….og ”netop ankommet til Singapore”… Der er købt gaver, pyntet op og gjort julerent og computeren sender dejlig julemusik ud i kahytten. Vi skal sejle lidt rundt i den smukke Phang Nga Bay, nyde strandlivet ved Krabi og på snorkling ved koraløerne syd for Phuket. Juleaften er der bestilt bord på en danskejet restaurant på Phi Phi-øerne. Derefter skal vi på båden synge julesalmer, læse juleevangeliet og mindes hvorfor vi fejrer jul, nemlig Jesu fødselsdag. Derudover skal vi samles med nogle – for pigerne – kendte sejlere fra Stillehavet. Vi vil ønske alle der følger os på turen en rigtig god jul og et velsignet nytår. Tak for emails og hilsener – det er altid dejligt med lidt nyt hjemmefra.
Vi er kommet til Thailand – officielt indklareret den 11. november, men uofficielt stoppede vi en del steder på vej op til Phuket fra Langkawi, en distance på ca 130 sømil. En kort dagssejlads fra Langkawi ligger Butang-øgruppen. Her oplevede vi for 1. gang siden Bali at vandet var klart og vi nød igen at kunne studere livet under vandoverfladen. Og her så vi også de typiske thailandske longtail-både – smalle træbåde som pisker afsted med skruen næsten oven vande.