Phuket, marts-april 2010
April, forår, temperaturen stiger….Det gør den også her i Thailand. April og maj er de varmeste måneder. I morgen fejrer thaierne deres nytår. Den tørre tid er snart ovre og regntiden begynder. De fejrer festen med vandkampe i stor stil, så vi bliver ude ombord i sikkerhed i morgen…
Det blæser næsten ikke og vandtemperaturen her i bugten i Chalong er målt til 37 grader!! Det gør at det er meget varmt i båden, især om natten, hvor termometeret aldrig er under de 30 grader….
Mens Anders var i DK, var jeg en tur på Seashell museum. Der var en flot udstilling af skaller fra især den tropiske del af verden.

Da Anders kom tilbage hertil, gjorde vi alvor af en idé som vi fik for længe siden: At få lavet et maleri af båden. Vi lavede en aftale med en maler ude i Kata på vestkysten. Han fik et billede i A4 og lavede et maleri på 80×100. Det tog 5 dage. Vi var derude hver dag for at kigge og blev godt tilfredse med resultatet.

På en af turene til Kata var vi forbi et stort marked. Der var mange friske og flotte grøntsager foruden fisk, muslinger og kødvarer – der smides ikke noget væk, selv lunger, mavesæk og griseører kunne købes.



Så tog vi afsted på vores ”sydtur”. Målet var at hente den nye Yanmar motor på Langkawi. Turen kan gøres på et døgns tid, men vi stoppede flere steder undervejs, bl. a. på øen Lanta. Vi lejede motorcykel og kørte en tur. Et sted så vi en elefant med sin unge. Ejeren solgte bananer, som man kunne fodre dem med. De fleste af elefanterne i Thailand holdes pga turisterne, som kan købe sig en ridetur på dem. På Lanta samlede vi Lasse Backs op, som havde meldt sit besøg pr email og havde rejst langt gennem Thailand med bus og færge før Anders kunne hente ham. Lasse var ombord i en uge og fik nogle lidt anderledes oplevelser (for en backpacker) med sig i rygsækken.

Vi sejlede til Ko Muk, som er berømt for sin specielle hule, Emerald Cave.
Man svømmer eller ror gummibåden gennem en ca 100 m lang tunnel. Så kommer man ud i det fri igen idet selve hulen er åben opad men omkranset af klipper, begroet med træer og buskads. Man må samme vej tilbage og helst inden det er højvande, da der så ikke er så højt til ”loftet” i selve tunellen.


Næste stop var Ko Rok Nok, hvor vi vidste fra tidligere besøg, at der var meget fint at snorkle. Vi fik pludselig øje på en stor flok flotte blå Parrotfish, som stod og nappede i en koral. Der var i hundredvis af fisk og vi var meget tæt på dem.
Så tog vi ned til Butang øerne. Her så vi bl a store muslinger og fine koraller i det klare vand.






Ved hovedøen, Ko Lipe er der færgeforbindelse til fastlandet og her afmønstrede Lasse og fortsatte på egen hånd videre gennem Thailand. Det var dejligt at have hans besøg – et frisk pust for os to halvgamle. Vi fortsatte til den malaysiske ø Langkawi. Her fik vi vores nye motor ombord – den kunne lige være på fordækket. På turen tilbage til Phuket stoppede vi kun 2 steder – blot for en overnatning.
I disse dage har vi travlt med at ”tømme” båden. Alt pakkes i sorte sække og kasser, klar til at blive flyttet op i den lejlighed vi har lejet når vi kommer herned igen i september. Vi kan ikke bo ombord mens håndværkerne er i gang.
På lørdag sejler vi op til Boat Lagoon for at sætte båden på land. Her efterlader vi den mens vi er hjemme i DK. Når vi kommer herned igen i september skal vi have motoren skiftet samt have nyt teakdæk og lønning på + en masse andre ting.
I sidste uge fejrede vi Anders´ 50-års fødselsdag med en flok sejlervenner på en lille restaurant. Det var vældig hyggeligt. Menyen stod på fisk tilberedt på forskellig vis – thai-vis, selvfølgelig…
Han takker for fødselsdagshilsener pr email.

Den 21. april sætter vi os i det flyvende materiel og rejser hjem for en 5-måneders periode. Vi har købt en lejlighed i Hvide Sande og glæder os til at få samling på vort jordiske gods, som er opmagasineret hos venner og familie flere steder i landet. Vi vender tilbage til Thailand og Boatlagoon til efteråret.
I januar 2011 stævner vi med nordøst monsunen ud på Det Indiske Ocean til Sri Lanka eller Maldiverne, Oman, Yemen, op gennem Rødehavet og Suezkanalen til Middelhavet. Derfra er det planen at sejle ad floder og kanaler op gennem Frankrig, Tyskland og Holland til Danmark. Vi forventer at lægge til kaj i Hvide Sande i løbet af efteråret 2011.
Mange hilsener
Birgit og Anders
Leave a Reply