Suakin marts 2011

Endelig fik vi vores pakke med autopiloten, fik den monteret og forlod Sri Lanka efter næsten 3 ugers ophold. Vi havde en sej tur ud til Maldiverne, meget vind og krap sø de første 2 døgn, men derefter behagelig sejlvind det sidste stykke vej. Vi nåede netop ind og fik ankret ved atollen Uligan mens det var lyst efter 3 døgn og 440 sømil. Næste dag kom myndighederne ombord for at tjekke os ind i landet, en masse papirer udfyldes og en masse kopier af alt skulle de have – bare de ikke drukner i papirer på den lille ø!!! Nå, de var nu meget flinke…

Ankerpladsen på Maldiverne
Massevis af papirer

Maldiverne er en øgruppe bestående af lave atoller som mindede os om atollerne i Stillehavet. Der var ingen veje på øen, men sandede stier. Husene var lavet af koralsten og lå tæt i de små gader. Pga at det var et strengt muslimsk land skulle vi kvinder være tækkelig klædt, dvs ingen shorts eller bare skuldre…puha det var bare for varmt… Der var en masse fine tropefisk at se på koralrevene og ofte var der delfiner og mantarays som svømmede rund blandt bådene. Mantarays er en kæmpefisk, næsten 4-kantet med et ”vingespænd” på 3-4 meter, et imponerende syn…En aften havde øens befolkning arrangeret en middag for alle sejlerne fra ca 30 både. Vi sad i en lille gårdhave ved dækkede borde og fik serveret et bredt udvalg af lokale retter, ris, linser og kogte/stegte grøntsager og salater, vel krydret – ikke stærkt men velsmagende
Det var vældig hyggeligt.

Velkommen til Uligan
Flotte sandstrande på Maldiverne
Gadebillede på Uligan

Men ikke alt var lutter idyl. Efter Maldiverne var det vores plan at gå op til Salalah i Oman og derfra i konvoj til Aden i Yemen. Det er den normale rute og hvert år har 150-200 sejlbåde sejlet denne vej til Rødehavet, men de sidste par måneders voksende piratvirksomhed i Det indiske Ocean, og specielt i den nordlige del forskrækkede alle sejlerne. Her på Maldiverne hobede bådene sig op, ingen turde sejle videre ad den oprindelige rute. Ganske vist havde piraterne indtil nu kun taget kommercielle skibe og ingen sejlbåde, men man kunne jo ikke vide om de ville tage ”de små fisk” hvis de ikke kunne fange ”de store”…Vi samledes hver dag inde på stranden for at høre om nye piratangreb og kortlægge dem, samt diskutere mulighederne for at komme sikkert til Europa. Mulighederne var:
1.: sejle op langs kysten af Indien, Pakistan, krydse over til Oman, Yemen og ind i Rødehavet – en meget lang tur med udsigt til meget modvind og sejlads blandt små uoplyste fiskefartøjer og net om natten…
2.: sejle ned gennem Maldiverne, til Chagos, Mauritius og Sydafrika, Brasilien, Caribien og over Atlanten igen til Europa – denne tur ville tage mindst et år mere
3.: sejle tilbage til Thailand og vente til næste år for at se om situationen var blevet bedre, hvis ikke så prøve at sælge båden eller bruge den som ”sommerhus” – hvornår ville vi så kunne få båden hjem?
4.: sejle tilbage til Thailand og ned til Singapore for at få båden shippet til Europa – en dyr løsning…
Vi granskede også på hvad vi skulle gøre og hældte måske mest til ruten rundt om Sydafrika, men så tidshorisonten som et problem.

Planlægning af konvojsejlads

Så foreslog vi en dag at danne en konvoj, at sejle sammen så mange som muligt i en samlet flok. Dette ville i hvert fald psykisk kunne give beskyttelse. Folk tyggede på det et par dage og vi endte op med en gruppe på 9 både, som skulle gå i tæt formation hele vejen op til Rødehavet med et muligt stop i Oman eller Yemen. Vi gik ad en aftalt rute, havde kodenavne og alle waypointer og destinationer blev omtalt i kodeform og hver dag skiftede vi VHF-kanal. Vi sejlede uden positionslys om natten, kun havde vi et lille lys så vi kunne se at styre efter den foranliggende båd og holde formationen. Det var ikke et let projekt vi var begyndt på, nogle ville have dømt det til at mislykkedes på forhånd, men vi var alle i en presset situation og alle VILLE at dette skulle lykkes. Bådene repræsenterede 8 forskellige nationaliteter og havde meget forskellige sejlegenskaber. Størrelsen varrierede fra 28 til 51 fod + en katamaran og en alenesejler, som skulle holdes øje med når han sov…
Vi var alle registrerede hos UKMTO, som er et Britisk marinesikkerhedscenter i Dubai. Når man i en sejlbåd vil gennemsejle Det indiske Ocean, Det arabiske Hav og Adenbugten som er højriciciområder mht piratangreb, opfordres man til at lade sig registrere hos UKMTO, oplyse dem om den planlagte rute og daglig melde sin position til dem. Vi valgte en ”kommunikationsbåd”, som skulle tage sig af dette. Det var vores indtryk at de (UKMTO) faktisk fulgte os. 2 gange kom krigsskibe så nær gruppen som 1 sømil og fulgte os lidt før de forsvandt igen og flere gange kom der en helikopter og overvågningsfly og kredsede over os nogle gange. Dette var både betryggende og skræmmende.

Konvoj sejlads
Close race
Delfiner
Der holdes øje med os
Krigsskib, betryggende men samtidig skræmmende

Vi sejlede meget tæt, alle 9 både indenfor en radius på 1-1,5 sømil. Der var kun to der havde en god radar. Vi var den ene og blev udvalgt til at holde øje med flokken om natten og kalde op hvis nogen var for tæt på hinanden eller sakkede bagud. Den anden båd med radar holdt hele tiden udkig på lang afstand for at se, hvad der kom. Somme tider kom der store skibe, som hele flokken skulle vige for. Det var nogen anstrengende nætter – man skulle hele tiden sidde og se på skærmen, ellers mistede man overblikket….Vi havde fint vejr på hele turen, lette vinde og månelys og stjerneklare nætter, hvilket var en stor hjælp. Vi havde ikke de store uheld på turen, kun var der en som havde lidt problemer med autopiloten og en, der fik motorproblemer. Han fik sendt reservedele over fra en anden båd og mens han blev slæbt af en af de store både et døgns tid, kunne han selv reparere den og derefter selv sejle videre.

Vores konvoj på 9 både
Margarita for spiler
Anima med alenesejleren Martin ombord

Vi ankom til Al Mukalla i Yemen efter 13 døgn og 1520 sømil. Vi havde alle brug for at hvile ud et par dage og fylde op med diesel og få frisk proviant. Der var et meget velassorteret supermarked i byen og varerne var billige, så skabene blev igen fyldt op med daglige fornødenheder og lidt lækkerier. Yemen var meget anderledes end den tropiske verden vi kom fra. Tørre bjerge, ingen eller kun lidt vegetation, enkle hvide huse med skodder for vinduerne. På gaderne gik geder og gnaskede i affald. Mændene var klædt i lange kjortler eller nederdele og ALLE kvinder var ens klædte i sort fra top til tå, incl øjnene. De gik endda i sorte strømper og sko!! Det må være ren tortur i denne varme. Desværre kunne vi ikke komme ud og se os om i omegnen, da der var uroligheder i landet og vi blev anbefalet at være tilbage på bådene først på eftermiddagen. Men så hyggede vi os ombord med små bådjobs eller tog på visit hos hinanden.

Yemen. Polske Asia, på 28 fod
Al Mukala Yemen
Besætningen fra Seabird convoy
  
Alle kvinder i Yemen er klædt i burka

Dagen før vi ankom til Yemen hørte vi at en amerikansk sejlbåd, Quest, var blevet kapret og alle 4 ombord dræbt. Vi kendte ikke folkene, men havde set båden, bl.a. på Sri Lanka. Dette berørte os alle dybt. Det var den første sejlbåd, der var blevet taget på ”vores rute”, så det var med alvor i sindene at vi fortsatte sejladsen ind mod Rødehavet, hvor vi ville være ude af piratfarvandet. Denne sidste del af konvojsejladsen gik også uden de store problemer. Der var fin vind agterfra og medstrøm, så vi gjorde god fart. Efter 3 døgn gik vi gennem det smalle stræde ved Bab el Mandeb og var officielt inde i Rødehavet. Her splittedes konvojen op. Det var planen og godt det samme for vinden blev hurtigt meget kraftig og så ville det have været umuligt at holde sammen på så forskellige sejlere. Nogle havde brug for hvile og gik efter en ankerplads, men vi fortsatte sammen med 3 andre både. Vi så delfiner og fangede en fisk (mahi-mahi) kort tid efter at snøren var hængt ud. Vinden øgede til over 30 knob i over et døgn, i perioder over 40 knob, heldigvis agterfra men vi blev smidt rundt i de store bølger. Det er den værste sø vi har set på hele jordomsejlingen, indimellem loggede vi 11- 12 knob på vej ned af bølgerne. Vi rev vores storsejl og måtte fortsætte kun med forsejl, hvilket gjorde
båden ustabil i den grove sø. Næste dag faldt vinden og i løbet af et par timer måtte vi køre for motor – så hurtigt kan det skifte. Men hvilken lettelse da søen lagde sig og vi nød faktisk at kunne tøffe videre for motor på jævnt vand og kunne lave mad og få sovet godt.

På vej ind i Rødehavet, Strait of Bab El Mandeb
Storsejlet flået istykker

Efter 5 døgns sejlads fra Al Mukalla droppede vi ankeret ved øen Adjuz i det sydlige Eritrea, lykkelige over at kunne sige os i sikkerhed for piraterne. Vi afsaltede båden med ferskvand fra watermakeren og vaskede tøj. Vi fik Anima, som vi var sammen med, til at sende besked til vores børn om at vi havde det godt og var uden for piratfare. Han gav os derefter den sørgelige nyhed om vores venner på ING. Han havde på mail fået besked om at en dansk sejlbåd med 7 personer ombord var taget af piraterne i Det indiske Ocean. Det slog os næsten ud. Vi havde mødt Jan og Marie i Phuket og var meget sammen med dem på Sri Lanka. Det gør os frygtelig ondt. En familie med 3 børn og 2 gaster. Vi kan slet ikke forstå det og vores tanker er både hos dem og deres familier i Danmark.

Fiskerbåd ved Eritrea
For anker Kor Navaret

I skrivende stund er vi i den gamle slavehavn, Suakin i Sudan og vi bevæger os nordover alt efter som vejr og vind tillader det. Mere om vores oplevelser af Rødehavet i næste brev.

Ruinerne af den gamle slavehavn Suakin i Sudan
Fiskerbåde

Mange hilsener fra
Birgit og Anders