Galle, Sri Lanka januar 2011
Efter nogle travle dage med proviantering af friske varer sejlede vi en tidlig morgen ud af Chalong Bay med en underlig fornemmelse i maven. Lidt vemodigt at forlade Thailand men nu skulle det blive rart at komme videre. Et par delfiner kom forbi og sagde ”farvel” mens vi fyrede de sidste bath af på telefonkortet med sms´er til ungerne. Vi fik meget skiftende vejr på turen. Ingen stabil NØ-monsun, men først på turen nogle dage med SØ-lig svag vind og en god medstrøm, 2-3 knob, gav alligevel god fart i skuden. Ind imellem kom der sorte skyer på himlen med skiftende vind og en masse regn, så vi havde mange sejlskift, også om nattenSå kom der perioder med total blikstille og derefter fik vi kraftig modvind så vi knap kunne holde kursen.


På 9. dagen om morgenen lagde Anders mærke til at autopiloten klagede sig meget og frygtede at den var ved at bryde sammen. Vi vurderede at den nok ikke kunne repareres men at vi måtte have nye dele tilsendt hjemmefra. Da vi havde over 400 sømil til Maldiverne og kun 35 ind til Galle på Sri Lanka vendte vi om og sejlede hertil selvom det var både dyrt og besværligt at indklarere her. Efter lidt mailen frem og tilbage med Lynettens Bådservice, som taklede vores problem yderst hurtigt og professionelt, fik vi en ny autopilot sendt afsted fra Dk i løbet af et par dage. Herefter benyttede vi ventetiden til at se nærmere på stedet vi var havnet. Alt var anderledes og mere primitivt og fattigt end Thailand. Der har været borgerkrig i landet i mange år og det tager tid at normalisere tilstandene igen. På havneområdet er der flere vagtskure med bevæbnede vagter og ved gaten (selve indgangen til området) skal vi vise en passager-seddel for at komme ind og ud. Men så kan uvedkommende vel heller ikke komme ombord på bådene? Vi ligger for øvrigt ved nogle elendige vakkelvorne plastic-pontoner, som slet ikke er beregnet til at fortøje store både ved, og det er tæt på en cementfabrik hvor de losser cement fra store skibe….støv og skidt overalt…


Men folk er smilende og venlige og alle spørger interesseret hvor vi kommer fra. Der er tydelige spor af Tsunamien, selvom det er 6 år siden nu. Huse ligger i ruiner, der er ikke råd til genopbygning, og alle har mistet nære familiemedlemmer eller bekendte. Fiskere har mistet båd og grej og ikke alle har penge til at købe nyt for.
En gåtur ind mod byen giver en blandet oplevelse af nyt og gammelt. Mobiltelefonen er også her hver mands eje men fiskerbåde og -grej ligner noget fra middelalderen; langs vejen går en ko eller to og pludselig kommer en oksekærre forbi. Der er ikke mange biler men en masse busser som kører frygtelig stærkt og skal man af eller på foregår det ofte uden at den holder helt stille. Derudover er der rigtig mange tuk-tuk´er, en 3-hjulet motorcykel med tag og plads til 3 personer.



En dag vi gik på gaden kom en dreng og snakkede. Han bød os med indenfor hvor han boede og vi fik en kop the og snart efter hande hans forældre inviteret os til middag. Vi var lidt spændte da vi gik derop næste dag. Hjemmet var meget enkelt indrettet med en seng til hver og nogle plastik havestole. Middagen blev serveret på en dug på gulvet og bestod af ris, kogte linser med karry, nogle grønsager, nogle små hårdtstegte kødstykker og lidt salat. Vi fik skeer at spise med, de andre spiste med fingrene. Det var en sjov og tankevækkende oplevelse. Ville vi derhjemme invitere et par tilfældige turister med hjem, først til the og senere til middag?




I øvrigt er maden ikke noget hit for os her – vi savner det thailandske køkken…Vi køber ofte en fisk i en af boderne langs stranden. De er friske og smager godt.
Vi har været på en lille udflugt i området med tuk-tuk. Vi så en the-plantage og fik smagsprøver på mange slags the; så en fabrik, hvor man lavede måtter og reb af kokos; vi så pælefiskere, som sidder på en simpel pæl med en fiskestang og fisker ansjoser.






En søndag var vi kirke, men da det kun foregik på lokalt sprog gik vi videre til en anden kirke hvor vi gik ind og kom i snak med præsten og blev budt på kirkekaffe (the og kiks). Der var søndagsskole for en flok småbørn og vi fik lov til at tage lidt video af deres sang.


Vi har truffet nye og gamle bekendte blandt sejlerne her i havnen. Vi har været en del sammen med en dansk familie på båden ING. Det er ikke mange danske sejlere vi møder på disse breddegrader, så vi er glade for at snakke med de få man møder.
Nu har vi været her i Galle i over 2 uger og venter stadig på vores pakke skønt det er 10 dage siden den forlod DK med fly…det statsstyrede postsystem her i landet er ikke så effektive – vi rykker dem hver dag!
Det er planen at vi herfra sejler ud til Maldiverne, men kun for et kort stop. Derfra op til Oman hvor kamelerne venter os, jo det skulle være flot med en tur ud i ørkenen…
Mange hilsener her fra den 3. (eller 4.) verden.
Birgit og Anders
Leave a Reply