Phuket, februar 2010
Nu er det vist på tide at vi giver ”lyd” fra os igen. Der er sket meget den sidste måned.
Pga Thailands kortvarrige visumtilladelser, er man nødt til at lave små udflugter til Thailands nabolande.
Vi lånte en bil af vores gamle ven, nordmanden Olav og kørte nordpå til Ranong, hvor der er grænseovergang til Burma. Det var dejligt at få lidt asfalt under fødderne og vi nød den fine natur på vejen derop, der var bl.a. en masse fiskebrug langs vandløbene. I Ranong måtte vi stå i kø i næsten en time for at stemple ud af Thailand. Så blev vi sejlet over til Burma i en longtail-båd og så var der igen kø i paskontrollen. En ung fyr fra Immigration foreslog at vise os lidt rundt i byen i mellemtiden. Vi ville gerne høre noget om landet og han fortalte en masse, men da vores spørgsmål fik lidt mere politisk karakter klappede ham i som en østers og kiggede sig diskret omkring. Han lod os forstå at han ikke måtte/kunne udtale sig om dette. Vi nikkede anerkendende – burmesere kan blive straffet hårdt, måske henrettet, hvis de snakker politik med udlændinge. Umiddelbart kunne vi ikke se forskel på Burma og Thailand, men vi ved at det er et meget lukket land og befolkningen er fattige og undertrykte. På et tidspunkt ville Anders fotografere nogle børn, men straks kom en civil betjent og sagde at det måtte han ikke. De var hjemløse og sådan en elendighed måtte ikke vises frem i Vesten. Sandheden er nok at man i det hele taget ikke må vise noget som helst fra Burma. Vi sejlede tilbage til Thailand og blev, efter en times tid i kø igen, stemplet ind i Thailand.
