Flores, Labuan Bajo, juli 2009
Vi kom til Saumlaki i Indonesien efter godt 2 døgn til havs. Vi havde vinden foran for tværs det meste af vejen, men kunne holde kurs. Vi startede 5 timer før den officielle start på rallyet. Så var der større chance for at nå ind i dagslys på 2. dagen. Under hele turen kunne vi se en del af de andre rally-både og høre dem snakke på radioen. Det var dejligt at være en del af en stor ”familie”. Vi gjorde god fart og anduvede ved middagstid Saumlaki. Vi havde forladt vestlige forhold og befandt os nu igen i den 3. verden. Indklareringen var én stor forvirring. Hele tiden var der på radioen nye meldinger om hvordan man skulle forholde sig. Vi skulle vente på at myndighederne kom ombord, men de sejlede bare rundt og fotograferede alle bådene i stedet for at begynde indklareringen. De havde slet ikke fornemmelse for at det ville tage DAGE at få alle 130 både klareret ind med det tempo. Alt imens var folk ved at gå grasat ude på bådene. Endelig fandt man på at lade folk komme i land og ordne papirerne, pas m.m. og så sad vi i lange køer dér og ventede. Endelig blev vi færdige og kunne gå ud i ”friheden”.
Og hvilken verden…
Der var mennesker overalt, støvet og affald og skidt overalt – skraldespanden er ikke kommet hertil endnu!!Men alle kiggede på os og vinkede og smilede..”Hej mister”….Vi fandt ud af at hele byen var på den anden ende fordi vi (Sail-Indonesia-rallyet) kom til deres by. Der var optog gennem byen og flere festligheder. Der var arrangeret en galla middag for os på et fint hotel med alle mulige slags lokal mad. Der var festtaler både på indonesisk og engelsk og præmieoverrækkelse til de første, de hurtigste, de ældste, m.m…
Efter et par dage i dette virak forlod vi rallyet (i øvrigt sammen med flere andre både). Vi besluttede at sejle vestover mod Bali og stoppe op på små øer undervejs. Vi følges med Pacific Star (USA).
Et af de første steder vi stoppede var Romang Island. Vi mødte en meget fattig befolkning. Men de var glade og venlige og de tog godt imod os. Alle børnene løb efter os og ville meget gerne fotograferes. De var ikke vant til at se fremmede, der kommer ingen turister der til øen.
Vi var i kirke der om søndagen og det var en virkelig fin oplevelse. Alle var festklædte, børnene i deres fineste tøj og pudsede sko. Vi blev placeret helt oppe foran så alle kunne se os. Vi forstod ikke et muk af hvad der blev sagt, men efter prædiken bad præsten en bøn for os, mens vi sad og betragtede disse mennesker som virkelig var engageret i deres kirkelige liv. Vi talte med Juliana, som kunne lidt engelsk, og hun fortalte os lidt om livet på øen. En dag viste hun os skolen. Undervisningen gik helt i stå da vi kom og vi skulle sige vores navne og hvor vi kom fra. Der var en lille-skole og én for de lidt større børn.
Det gjorde et stort indtryk på os at se hvor glade disse mennesker var trods de levede i en for os at se stor fattigdom.
I skrivende stund befinder vi os på den mere kendte ø, Flores. Vi har endelig fundet en større by, hvor der er internet. Det er første gang siden vi ankom til dette land den 20. juli. Her er også mulighed for at få penge ud af vores VISA-kort. Indtil nu har vi måttet klare os med lidt australske dollars som er vekslet til rupies. Det har dog ikke været noget problem idet der, bortset fra lidt grøntsager, ikke har været noget som helst at købe. Der har heller ikke været restauranter, så det med at spise ude må vente…heldigvis kan vi så ty til vores henkogte mad og bage brød…vi lider ingen nød. Drikkevand laver vi også selv – og så fanger vi en fisk i ny og næ.
Vi fortsætter vestover mod Bali, hvor vi forventer at være i begyndelsen af september. Vi gør en del stop undervejs, bl.a. på Komodo, hvor vi vil se de berømte komodo-varaner.
Mange hilsener
Birgit og Anders
P.S. Pga besværligheder med opdatering ef hjemmesiden er der gået en del tid og vi er nu på Bali.
Leave a Reply