April, forår, temperaturen stiger….Det gør den også her i Thailand. April og maj er de varmeste måneder. I morgen fejrer thaierne deres nytår. Den tørre tid er snart ovre og regntiden begynder. De fejrer festen med vandkampe i stor stil, så vi bliver ude ombord i sikkerhed i morgen… Det blæser næsten ikke og vandtemperaturen her i bugten i Chalong er målt til 37 grader!! Det gør at det er meget varmt i båden, især om natten, hvor termometeret aldrig er under de 30 grader…. Mens Anders var i DK, var jeg en tur på Seashell museum. Der var en flot udstilling af skaller fra især den tropiske del af verden.
Nu er det vist på tide at vi giver ”lyd” fra os igen. Der er sket meget den sidste måned. Pga Thailands kortvarrige visumtilladelser, er man nødt til at lave små udflugter til Thailands nabolande. Vi lånte en bil af vores gamle ven, nordmanden Olav og kørte nordpå til Ranong, hvor der er grænseovergang til Burma. Det var dejligt at få lidt asfalt under fødderne og vi nød den fine natur på vejen derop, der var bl.a. en masse fiskebrug langs vandløbene. I Ranong måtte vi stå i kø i næsten en time for at stemple ud af Thailand. Så blev vi sejlet over til Burma i en longtail-båd og så var der igen kø i paskontrollen. En ung fyr fra Immigration foreslog at vise os lidt rundt i byen i mellemtiden. Vi ville gerne høre noget om landet og han fortalte en masse, men da vores spørgsmål fik lidt mere politisk karakter klappede ham i som en østers og kiggede sig diskret omkring. Han lod os forstå at han ikke måtte/kunne udtale sig om dette. Vi nikkede anerkendende – burmesere kan blive straffet hårdt, måske henrettet, hvis de snakker politik med udlændinge. Umiddelbart kunne vi ikke se forskel på Burma og Thailand, men vi ved at det er et meget lukket land og befolkningen er fattige og undertrykte. På et tidspunkt ville Anders fotografere nogle børn, men straks kom en civil betjent og sagde at det måtte han ikke. De var hjemløse og sådan en elendighed måtte ikke vises frem i Vesten. Sandheden er nok at man i det hele taget ikke må vise noget som helst fra Burma. Vi sejlede tilbage til Thailand og blev, efter en times tid i kø igen, stemplet ind i Thailand.
Hermed en hilsen fra varmen til alle jer derhjemme i kulden – det lader til at vinteren rigtig har bidt sig fast, og så havde I hvid jul… Vi havde en rigtig dejlig jul her i Thailand, hvor vi havde besøg af vores 3 børn i 2 uger. Vi sejlede rundt til en masse fine steder, små øer og flotte strande, badede i krystalklart tyrkist og dejlig varmt vand og spiste på små hyggelige thai-restauranter om aftenen. De unge mennesker nød ferien, omend det sommetider var lidt for varmt… På ankerpladsen ved Nai Harn mødte vi andre danske både, bl.a. Nordkaperen med Troels Kløvedal + familie ombord. Vi var et smut forbi for at hilse på og senere talte vi med dem inde på land. Nordkaperen er på sin 4. jordomsejling og det var meget interessant at snakke med en så erfaren sejler. Nytårsaften var vi sammen med nogle af vores sejlervenner inde på en lille restaurant. Flere af dem er nu på vej op mod Rødehavet og Europa. Dem ser vi nok ikke mere. Gode dage flyver afsted og snart var vi alene igen, men med en masse gode minder. Børnene tog hjem til DK og vinterkulden den 1. januar. Vi havde besluttet at sejle en tur ud til Similan og Surin, 2 øgrupper, som ligger 60-100 sømil ude vest for Phuket. Her skulle være klart vand og snorkling i verdensklasse – og vi blev ikke skuffede!! Men først skulle der provianteres godt op med bl.a.frugt og grønt, da der ikke er købmandsbutikker på øerne. Øerne er ubeboede bortset fra nogle Sea Gipsy´s, en lokal stamme som bor i en lille landsby på South-Surin Island – mere herom senere. Da vi kom til Similan blev vi modtaget af en stor skildpadde, som svømmede et par gange rundt om båden, og vi kunne se fine koraller og mange flotte fisk bare ved at stå og kigge ned fra båden – vi behøvede knap nok at iføre os snorkelgrej. Om aftenen traf vi igen besætningen fra Nordkaperen og vi sad og spiste sammen med dem på den lille restaurant inde på stranden. Det var vældig hyggeligt.
Denne er dagen som vi og vores børn længe har ventet på. De ankommer i aften og vi er klar til at hente dem i lufthavnen. Den sidste tid er emails og sms´er fløjet gennem luften: ”har I husket”….”ja, nu sidder vi i Billund”….og ”netop ankommet til Singapore”… Der er købt gaver, pyntet op og gjort julerent og computeren sender dejlig julemusik ud i kahytten. Vi skal sejle lidt rundt i den smukke Phang Nga Bay, nyde strandlivet ved Krabi og på snorkling ved koraløerne syd for Phuket. Juleaften er der bestilt bord på en danskejet restaurant på Phi Phi-øerne. Derefter skal vi på båden synge julesalmer, læse juleevangeliet og mindes hvorfor vi fejrer jul, nemlig Jesu fødselsdag. Derudover skal vi samles med nogle – for pigerne – kendte sejlere fra Stillehavet. Vi vil ønske alle der følger os på turen en rigtig god jul og et velsignet nytår. Tak for emails og hilsener – det er altid dejligt med lidt nyt hjemmefra.
Vi er kommet til Thailand – officielt indklareret den 11. november, men uofficielt stoppede vi en del steder på vej op til Phuket fra Langkawi, en distance på ca 130 sømil. En kort dagssejlads fra Langkawi ligger Butang-øgruppen. Her oplevede vi for 1. gang siden Bali at vandet var klart og vi nød igen at kunne studere livet under vandoverfladen. Og her så vi også de typiske thailandske longtail-både – smalle træbåde som pisker afsted med skruen næsten oven vande.
I skrivende stund ligger vi på Langkawi (Malaysia) og er klar til at gå videre op til Thailand. Hele turen op i Malakka Strait har vi sejlet dagtrips, dvs nogle dage er vi startet meget tidligt for at nå næste stop før solnedgang. Vi har stort set sejlet med motor hele vejen op, der har næsten ingen vind været, men ofte en god medstrøm. Vi valgte at gå indenfor storskibsruten. Der er mange fiskerbåde i farvandet både trawlere, notbåde og små garnfiskere så man skal hele tiden se sig for (det var næsten som på Nordsøen for 30 år siden). Trawlerne bruger ikke reglementeret lys, men har ofte røde, hvide eller blå blinklys. Det er meget forvirrende for navigationen, så vi undgik natsejlads. En nat, hvor vi ankrede måtte vi sidde på vagt på skift hele natten fordi det vrimlede med fiskerbåde.
Vi sidder i en marina i Johor Bahru i Malaysia, lige nord for Singapore. Vi sidder nede i salonen, alle luger er lukkede. Udenfor pisker regnen ned og det lyner og tordner – en tropisk thunderstorm er over os. Godt at vi sidder her trygt og godt. Siden sidst har vi opholdt os på Bali i 3 uger. Vi var på flere ture rundt på Bali, der er en skøn natur og det er flot at se deres terrassedyrkning af ris og grønsager. Det er meget frodigt på Bali, man høster 3 gange om året.
Risterrasser, via et kanal system ledes vandet igennem markerne
Så er det tid for lidt nyt fra Margarita, men først lidt information om Indonesien. Landet er kæmpe stort, ca. 45 gange så stort som Danmark, og med en befolkning på 220 millioner mennesker. Landet består af 13.677 øer og der er ca. 5.500 kilometer fra det østlige Indonesien på Ny Guinea i Stillehavet til nordenden af Sumatra i det Indiske Ocean. Landet er et af verdens største producenter af ris, palmeolie, te, kaffe, krydderier, gummi og tobak. Der er meget olie og naturgas, og der eksporteres meget tømmer fra de store skove. Naturen er meget forskellig, nogle steder tørt, men de fleste steder er jorden meget frugtbar og man høster op til 3 gange om året. Det er bjergrigt, og meget er dækket af tropisk regnskov, der er 300 vulkaner hvoraf nogle er aktive. Alle religioner findes her, der er muslimer, kristne, hinduer, og budister, men det er vores indtryk at man lever meget fredeligt sammen på trods af forskellighederne. Kun i Jakarta ( hovedstaden med ca. 20 mill. Indb.) er der nogle få ekstreme muslimer som en gang imellem smider en bombe. Der er demokraki i Indonesien, men der er meget korruption, og det meste af befolkningen lever fattigt. Det er selvfølgelig kun et lille hjørne af dette enorme land, som vi når at besøge, men naturen og ikke mindst den utrolig venlige befolkning har været en stor oplevelse. Søkortene er meget unøjagtige, så man er nødt til at være meget forsigtig når man sejler.Vi kommer aldrig tæt på land uden i fuld dagslys, så der kan stå en af os på forenden og kigge efter koraller og skær. Derudover er der en masse fiskefartøjer – de fleste uden lys (om natten), nogen gange kan vi høre dem, men ikke se dem. Godt at vi har haft vores radar som hjælp til at ”se” om natten, og til at finde ud af hvor meget søkortene viser forkert. Desuden er der meget tidevand og strøm imellem øerne. Vinden kommer og forsvinder også hele tiden pga. de høje bjerge. Her i Indonesien har vi det meste af tiden sejlet i se afstand til Pacific Star (San Fransisco), hvilket har været betryggende, da vi har kunnet advare hinanden om evt. farer. Vi har ikke haft problemer med båden, andet end småting som vi selv har kunnet fikse, det ville også have været umuligt at få nogen ting lavet her. Men det er rart at sejlerne hjælper hinanden, en har værktøj, en anden reservedele og en tredje ved måske hvordan det skal laves. Anders har lige renset skruen, den bliver total begroet efter bare 14 dage i det varme vand. Vores 1. stop på Flores var en lille afsidesliggende landsby. Her blev vi også mødt af venlige mennesker som viste os lidt rundt og inviterede os ind til the. De var fiskere og dyrkede lidt grøntsager. Flores er katolsk og vi talte et sted med en tysk katolsk præst, som fortalte at den tyske katolske kirke havde gjort et stort humanitært arbejde på øen, bl a er malaria der næsten udryddet.
Vi kom til Saumlaki i Indonesien efter godt 2 døgn til havs. Vi havde vinden foran for tværs det meste af vejen, men kunne holde kurs. Vi startede 5 timer før den officielle start på rallyet. Så var der større chance for at nå ind i dagslys på 2. dagen. Under hele turen kunne vi se en del af de andre rally-både og høre dem snakke på radioen. Det var dejligt at være en del af en stor ”familie”. Vi gjorde god fart og anduvede ved middagstid Saumlaki. Vi havde forladt vestlige forhold og befandt os nu igen i den 3. verden. Indklareringen var én stor forvirring. Hele tiden var der på radioen nye meldinger om hvordan man skulle forholde sig. Vi skulle vente på at myndighederne kom ombord, men de sejlede bare rundt og fotograferede alle bådene i stedet for at begynde indklareringen. De havde slet ikke fornemmelse for at det ville tage DAGE at få alle 130 både klareret ind med det tempo. Alt imens var folk ved at gå grasat ude på bådene. Endelig fandt man på at lade folk komme i land og ordne papirerne, pas m.m. og så sad vi i lange køer dér og ventede. Endelig blev vi færdige og kunne gå ud i ”friheden”.
Vi ankom til Cairns efter 9½ døgn til havs. Hver dag havde vi radio-kontakt med en englænder, som vi fulgtes med. Vi havde en fin sejlads – regn og meget vind de første dage men tilsidst ingen vind og vi sluttede vores sejlads på Det store Stille Hav som vi i sin tid begyndte: Stille blankt hav med motoren summende.
