Preveza 23 september 2022
Vi nyder det fortsat her på Korfu, og har fået ordnet en del praktiske ting. Der er mange fine ankerbugter og flot natur at se på.
Så fik vi hentet Erling og Else Marie i lufthavnen, det er altid hyggeligt med besøg hjemmefra. Nu skal vi rigtig hygge, bade i det varme vand og finde nogle gode restauranter.
Vi nyder at vandet er 27 grader og vi bader fra båden hver dag. Vandet her er meget klart og man kan tydeligt se bunden på 10 meter vand.
Birgit er fløjet hjem for at passe Josefine, da hun skal have en lillebror og vores gæster er også fløjet hjem. Så nu må jeg få tiden til at gå alene, jeg har bla.planer om at jeg skal have lavet lidt bådvedligehold og så har jeg bestilt en udflugt til Albanien.
Jeg er med en færge over til Albanien, det tager en times tid fra Korfu. Mærkeligt at tænke på at Albanien indtil for 25 – 30 år siden var et lukket kommunistisk diktatur i lighed med Nord Korea. Men interessant at se den store forandring der er sket siden. Vi bliver kørt rundt i bus og bliver fortalt om Albaniens historie og hvordan det er idag 25 år efter kommunismens sammenbrud.
Der er næsten ingen bygninger der er mere end 25 år gamle, imponerende at se hvordan alt er bygget op efter kommunismens kolaps. Turismen er den største indtægt for landet og der er mange store flotte hoteller.
Vi bliver kørt op på et højt bjerg hvorfra der er en fantastisk udsigt.
Tilbage på Korfu får jeg handlet og tanket vand. Det er nu tiden til at sejle en dagssejlads til Paxos som ligger lidt syd for Korfu.
Når vi ligger for anker ud for en åben kyst som her på Paxos tjekker vi altid vejrmeldingen for om der kommer pålandsvind. Der var lovet stille vejr så jeg gik rolig til køjs om aftenen. Men kl.3 om natten bliver jeg vågen ved at båden er noget urolig og da jeg kommer op kan jeg se at der er pålandsvind ca. 20 knob og båden er drejet rundt og ligger og vugger i bølgerne kun 50 meter fra klipperne. Ankeret holder godt og jeg har 50 meter kæde ude på 9 meter vand, men jeg er alligevel urolig ved at ligge så tæt på klipperne. Jeg har ikke en fjernbetjener til ankerspillet så jeg kan betjene den fra cockpittet, normalt ikke noget problem når Birgit er der til at styre op i vinden når jeg står på forenden og tager ankeret op. Men jeg får ankeret op uden at havne inde på klipperne og kommer om i læ af en lille ø hvor jeg kan ankre for resten af natten. Man bliver lige mindet om hvor vigtigt det er at ankeret har godt fat.
Jeg er nu sejlet en dagssejlads længere mod syd til Preveza. Nu skal jeg have båden pudset og ordnet nogle småting på båden. Jeg har også fundet ud af at tøjet ikke vasker sig selv og der ikke automatisk kommer varer i køleskabet, så det må jeg også igang med. Birgit kommer tilbage her til Preveza, og derefter sejler vi ud til øerne Lefkada, Kefalonia og Zakynthos.
Båden skal på land midt i november i Agios Nikolaos, hvorefter vi kommer hjem for vinteren.
Hilsen fra den lille besætning på Margarita
Anders
Bente Malmberg
Hej rigtig dejlig at følge jer efter jeg mødte dig i flyet mod Mallaga sidst i april og du fortalte os ( mit barnebarn og mit oldebarn ) om jeres ture og Van mig dit kort
Kan I fortsat have god tur og glæder mig til at følge dig og din kone når i starter op igen i det nye år
Boye
Hej Bente, hyggeligt at du følger med.Håber alt godt for dig og dine.