Rejsebrev nr.13
Juli 2007
Tahiti Fransk Polynesien
Halløj alle sammen!
Her kommer endelig en ny hilsen fra os her ude i den store verden – beklager den lange pause. Denne gang er det yngste besætningsmedlem, som har forsøgt at sætte et nyt brev på benene. Sidste rejsebrev sluttede på Nuku Hiva, men vi nåede ikke at fortælle om denne utrolig flotte ø, så det kommer her.
Som nævnt i sidste rejsebrev lå vi i Taiohae Bay, som er omgivet af en storslået natur med høje bjerge og palmer hele vejen rundt. Ved bugten var også en lille by med et par mindre supermarkeder og andre små butikker, netcaféer og ikke mindst to kirker. Vi var i kirke to søndage i træk, og selvom vi ikke forstod så meget af det polynesiske sprog, var det en rigtig stor oplevelse. Man kunne mærke fællesskabet og dét at vi havde noget særligt til fælles. Der var en hel fantastisk sang og bøn i kor, og de lokale så ud til at syntes, det var sjovt, at vi var der. Ved udgangen stillede alle mand op uden for kirken så alle kunne give hånd til alle. Vi følte os meget velkommen og syntes, det var en skam, vi ikke forstod prædikenen.
Ved Taiohae Bay gik vi nogle rigtige flotte ture i byen og lidt udenfor den. Det var igen et meget flot landskab, vi mødte. På Nuku Hiva var vi også igen sammen med Silene, Celin og Xanadu, de tre norske både ankom mens vi lå der. Det er altid rart at have nogen at følges med, og kigge efter hver gang, man kommer et nyt sted. De nye bekendtskaber giver også nogen at dele oplevelserne med. Følgebådene er ikke mindst vigtige, når man sidder på havet i mange dage i træk, det er en meget betryggende følelse at snakke hver dag med andre, som også er på havet og som ved, hvor vi er.
En dag sejlede vi 6 mil om til en nærliggende bugt, som hedder Daniel’s Bay. Det blev til en enkel overnatning i denne utrolig flotte bugt – derefter retur til Taiohae Bay.
Vi tog turen til fods op til et vandfald ved Daniel’s Bay. Gåturen var fantastisk flot – regnskov, palmer og høje, grønne bjerge til alle sider. En bæk med rindende ferskvand skulle krydses to gange, men det var en smal sag – kun i vand til knæene, vi havde regnet med at blive mere våde. Vi fyldte vores vandflasker i bækken – ren luksus. Gåturen tog fire timer – to timer frem og det samme tilbage.
Onsdag den 6. juli, efter 2 uger på Nuku Hiva, sagde vi farvel til den flotte øgruppe Marquesas og satte kursen mod næste stop i ruten, nemlig de idylliske Tuamotu-atoller, som ligger omkring 500 sømil sydvest for Marquesas. En perfekt passatvind fra sydøst blæste os til Kauehi-atol på tre og et halvt døgn. En atol er ikke en ø, men et ringrev – et resultat af en vulkan, der er sunket i havet og revet, der omkranser atollen er kanten af vulkan-krateret. Derfor skal man sejle ind gennem et såkaldt pas, som indgangen til atollen hedder. Det gik helt fint med at komme igennem passet, selvom vi havde hørt fra mange andre sejlere, at man endelig skulle gå igennem passet ved højvande og derfor på det og det tidspunkt, samt at der skulle være en enorm strøm i vandet. Det passer også – sådan er det nogle gange, ved nogle af Tuamotu-atollerne, men vi gik ind ved lavvande og havde ingen strøm – hverken med eller imod, så det var meget rart. Det var tværtimod utrolig dejligt at sejle ind i en stille og rolig atol, med en masse palme-øer i horisonten. Bortset fra både vand- og lufttemperaturen og palmerne, var det næsten som at sejle hjemme på Ringkøbing Fjord.
En stille og behagelig ankerplads var lige hvad vi trængte til – Marquesas kunne desværre kun byde på urolige ankerpladser. Men på Kauehi-atol kom belønningen i form af en dejlig ankerplads, et rent snorkel-paradis under overfladen samt en spændende lille ø med en mindre landsby og ikke mindst et stort rev på den anden side, lige ud til havet. Da vi havde droppet ankeret, tog vi i land og så den lille landsby, som både havde en skole, en kirke og et lille, og meget dyrt supermarked. Alt er dyrt her i Fransk Polynesien, men det har vi næsten vænnet os helt til nu.
En meget væsentlig ting ved Kauehi, og som prægede vores ophold dér betydeligt, var en stor, fransk båd, som var 60 fod lang (20 meter) og hed Sauvage. En af de første dage kom en pige på 17 svømmende over til os – hun havde hørt, der fandtes to piger på hendes alder her. Og ganske rigtigt. Hun spurgte, om vi ville med til at lave noget sammen med hende og hendes 15-årige lillebror. Dét forslag var begyndelsen på 14 dages hyggeligt samvær med de to jævnaldrende, som for øvrigt hed Cloe og Nino. Hver dag i 2 uger var Margit og jeg sammen med de to – snorklede en masse forskellige steder, gik inde på land og udforskede øen dér, gik lange ture på revet i vand til knæene, spillede volleyball i skoven med nettet bundet mellem to palmer, sov i telt inde på øen, lærte dem at lave snobrød over et bål, lærte en masse om kokosnødder fra palmerne, spillede kort med dem til langt ud på natten og ikke mindst viste de os deres hjem, som jo var meget større end vores – det var vildt at se en 60 fods båd indvendig, når man selv bor i en 34 fods.
En dag sejlede Sauvage de 8 mil ned i syd-enden af atollen – vi fulgte efter. Her kunne vi fint ankre op ved siden af Sauvage, og vi hyggede os rigtigt med dem. Ikke kun os unge mennesker – mine forældre var også meget sammen med Cloe og Ninos forældre, Sophie og Didier. En aften inviterede vi dem til barbeque på stranden, hvor vi stegte kylling over bål. En anden dag inviterede de os til frokost hos dem, med friskfangede fisk, som Nino og Didier havde fanget og som os fire unge havde hjulpet hinanden med at tilberede – vi lavede en hel lille fabrik inde på strandbredden.
Sauvage var ikke på tur på samme måde som os andre langtursejlere. De har sejlet rundt i Stillehavet de sidste 15-20 år. Forældrene tog af sted fra Frankrig omkring 1990, et par uger efter at Cloe var kommet til verden. Nino så dagens lys på Martinique i Caribien i 1992. Turen gik videre ud i Stillehavet og her sidder de stadig. Men de har i mellemtiden været utrolig mange spændende steder – lige fra Alaska i nord til Antarktis i syd. Nytårsaften 2006 blev fejret på Antarktis blandt pingviner og is.
Sauvage sejler med passagerer en del af tiden. Passagerer, som betaler en god pris for at blive sejlet en tur rundt om Kap Horn og til Antarktis, eller mange andre steder.
Det var vældig interessante mennesker. Børnene var opvokset på båden og var lykkelige – de skulle i hvert fald aldrig bo i et hus på land. De vidste alt muligt om alverdens dyr, planter mm. Når vi gik ture på revet, kunne de fortælle om alt muligt fra naturen – det havde de bare styr på.
På Kauehi mødte vi også en mexicansk båd med en 17-årig dreng ombord. Så fra den dag de kom, var han sammen med os fire. Så var vi fem unge sejlere, der havde fundet sammen.
Det var bestemt ikke sjovt at sige farvel til Cloe og Nino, da vi var blevet rigtig gode venner med dem, og det var rigtig fedt at være sammen med nogle på vores alder. Den sidste aften spillede vi kort hos dem, hvor efter vi sagde farvel midt om natten og sejlede hjem i gummibåden. Jeg må nok indrømme, at jeg mangler dem meget nu hvor vi desværre ikke længere er sammen med dem.
Man fik rigtig nok øvet sit engelsk, hvilket var sproget, hvor vi mødtes, da vi jo er danske og deres modersmål er fransk. De var imponerende gode til engelsk, hvilket nok har noget at gøre med, at de har været i Alaska i flere år, hvor de har gået i skole og haft amerikanske skolekammerater.
Efter 2 indholdsrige uger på Kauehi, skulle vi desværre videre – væk fra vore nye venner. Turen gik til Toau-atollen, som også er i Tuamotu. 65 mil lød distancen på, så det klarede Margarita på en enkelt dag. Vi nåede frem lige inden mørkets frembrud. Inden vi gik i seng, rullede endnu et par afsnit af Matador over skærmen. Denne serie har vi nu set til ende.
Det blev ikke til mere end to dages ophold på Toau-atollen. Da vi kom ind i land, blev vi straks budt velkommen af Valentin og Gaston, et lokalt par, som havde en restaurant helt ud til vandet. De snakker meget med sejlere og lever af at lade dem spise i deres restaurant, samt købe af alle deres fine perler, som Tuamotu og i det hele taget Fransk Polynesien er meget kendt for. Vi spiste en masse dejlig fisk på restauranten sammen med et australsk sejler-par, som vi både har mødt før og siden Toau. Vi fik også nogle flotte perler i bytte for hvad vi lige kunne finde på båden – shampoo, creme, appelsinjuice og lignende effekter.
Torsdag den 28. juni sejler vi fra Toau – med kurs mod hele Fransk Polynesiens hovedstad Papeete, på hovedøen Tahiti i øgruppen Selskabsøerne. Denne tur på 230 mil blev ingen succes. Faktisk kan vi med ærligt sind omtale den som den værste sejltur, siden vi tog fra Danmark. Aldrig har vi haft så meget modvind – og så skiftende vind. Vinden kunne i disse to døgn på havet ikke rigtig finde ud af, hvad den ville. Vindmåleren viste lige fra 5 knob til 30, og på grund af de meget anderledes bevægelser i båden, var vi alle meget dårlige. Søsygen ramte dog kun mig alvorligt – kunne ikke spise eller drikke noget, det ville bare op igen hele tiden. Men nu må vi hellere være lidt positive igen – belønningerne mundede ud i en nat ved kajen midt inde i downtown af Papeete. Vi havde glædet os meget til at komme til storbyen, og forventningerne skabte ingen skuffelse. Straks vi kom til at ligge stille, lagde al kvalmen sig hos alle fire og vi nød storbyen. Dagen efter vi var ankommet, sejlede vi de fire mil om til denne ankerplads, som ligger ved en havn, som hedder Marina Taina, men blandt sejlere er stedet også kendt som Maeva Beach. Lige i nærheden ligger et kæmpe stort supermarked, samt McDonald’s og hvad der ellers hører en rigtig storby til. Her på ankerpladsen har vi nu lagt i 8 dage. Vi er ved at få styr på nogle reparationer – bl.a. begyndte vores ellers så trofaste watermaker at brokke sig på vejen her til Tahiti. Men heldigvis kan vi hente udmærket vand inde i havnen, så vi lider ingen nød.
Der er dog ikke gået 8 dage kun med reparationer – der har også været tid til at gå ture inde i byen og kigge i alle butikkerne og markederne. Man kan købe uendelig mange rigtig flotte souvenirs og ikke mindst er der et par fine perle-butikker med halskæder og andet lavet af de fine perler. Supermarkederne er også blevet kigget godt igennem – sidste gang, vi gik i et ordentligt et, var i Panama. Derudover har vi også været til middag på en amerikansk båd, som vi første gang stiftede bekendtskab med på Kauehi-atollen. Af de norske både ligger her Helen Kate og Celin. Vi venter spændt på at den lille norske Valkyrien skal komme.
I onsdags, den 4. juli, kom Jeppe her ned – han skal være her til den 3. august, hvor vi regner med at være på Bora Bora, som er en anden ø i Selskabsøerne – den ligger nordvest for Tahiti, på den anden side af Moorea, som vi kan se rigtig tydeligt herfra. Vi (mest Margit) kunne godt tænke os at se både Moorea og Bora Bora og måske et par andrer øer i Selskabsøerne, mens Margits kæreste er her – det ville være den største oplevelse for ham at se lidt andet end ”kun” Tahiti i løbet af de 30 dage, han er her. Men her er vældig fint – vi regner med at leje en bil en dag for at komme ud af storbyen og se lidt af øen.
Vi vil slutte med at sætte på plads, at Fransk Polynesien virkelig er noget specielt og en stor oplevelse. Her kommer man ikke sådan lige, i hvert fald ikke hvis man er fra Danmark.
Vi håber, I alle har det godt derhjemme. Næste nyhedsbrev regner vi med, kommer når vi sejler ud af Fransk Polynesien i starten af august engang. God sommer!..
Mange hilsener fra Margaritas besætning
Anne Marie
Leave a Reply