Rejsebrev nr.12
maj 2007
Marquesas Fransk Polynesien

Hej med jer derhjemme,

Efter 3020 sømil og en sejlads på 22 døgn er vi nu ankommet her til Marquesas i Fransk Polynesien, og det er tid til et nyt rejsebrev fra os. Denne gang skrevet af Margit. Sidste beretning sluttede på Galapagos.

Inden vi forlod den hyggelige ø San Cristobal i Galapagos, nåede vi lige at hilse på Valkyrien igen. De sidste dage ventede vi dem der er Wrecks Bay. Vi havde gået og spejdet ud i horisonten for at se dem ankomme. En dag hørte vi så, at de lå ude 15 sømil fra land, uden vind eller benzin – så tæt på målet. Så lettede vi anker og sejlede ud, mens solen dykkede ned i havet. Tre timer senere fandt vi dem derude i mørket, de fik en line over, og vi slæbte dem i land. Øystein og Vidar kom ombord i Margarita mens vi sejlede ind i havn, det var meget hyggeligt, og de var glade.

Øystein og Vidar fra Valkyrien.
 


Det blev tid til at vinke farvel til vore norske venner og sejle over til den største ø i Galapagos-øgruppen, Isla Isabela. Silene og Menja var de to både, vi var sammen med på denne ø. Det blev et oplevelsesrigt besøg. Den lille landsby Villamil var stille og fredelig. Hver dag fik vi dagens ret på restaurant til 3 dollars pr. mand. Der var ikke så meget at se i byen, men der blev arrangeret mange udflugter i området og på øen.

Stranden på Isla Isabela ligger lige ved øens lille landsby. 

En dag sejlede en guide os sammen med Eli og Jørn fra Silene over til nogen små lava-øer, der hed Las Tintoreras. Guiden gik med os rundt på lavastenene og fortalte om de specielle dyrearter. Der var leguaner i hundredevis, magen til dem, vi så på San Cristobal. I vandet mellem lavastenene svømmede mange hvidtippede hajer rundt. Vi så også nogen søløver, som levede vildt, og ikke var ligeså nysgerrige og legesyge, som dem på San Cristobal, der af og til tog et hvil på badeplatformen. I vandet så vi skildpadder og store rokker. Inde i vandkanten ved stenene sad pingvinerne og fuglene – de blåfodede boobies. Den kolde humboldt strøm, der kommer fra Antarktis, gør det muligt for pingvinerne at leve på Galapagos. Pingvinerne var små og i sort-hvide ”jakkesæt”.

På udflugt med Eli og Jørn fra Silene. Vi kigger på hajer. 
Hvidtippede hajer set fra oven.
Leguaner i massevis på lavastenene. 
To små pingviner.
 

Dagen efter tog Anne Marie og far med Eli og Jørn fra Silene, Ingrid og Frank fra Menja, samt et par fra den engelske båd Serai, på udflugt i bjergene. Turen foregik i bil, til fods og til hest, og gik op til vulkanen Sierra Negra. Denne vulkan har det andet største vulkan-krater i Verden. Vulkanen var sidst i udbrud i oktober 2005. Udflugten varede hele dagen. Mor og jeg er ikke så glade for at ride – det blev i stedet til en cykeltur rundt i Villamil og omegn. Vi fandt et par billige cykler til udlejning, og kørte ud til et skildpaddereservat, hvor skildpadderne opdrættes, før de 5 år gamle sættes ud i naturen.

Anne Marie på hesteryg. 
Vulkankrateret på Isabela er det andet største i Verden.
 

Den 25. april var sat til afgang fra Galapagos. Vi nåede at få vasket lidt tøj i hånden og tørret det i solen, samt gjort sejlklar, inden vi lettede anker kl. 12 og sejlede ud på turens længste stræk. Det er næsten helt vindstille, vi forsøger med spileren men opgiver, og tøffer ud på åbent hav for motor. Fiskekrogen smides ud, men det er ikke en udtalt succes. Boobierne – de sjove fugle med blå fødder – kredser om fiskesnøren. Det ender med at en boobie lander i vandet, bider på krogen, og må lade livet. Stakkels fugl.

Isla Isabela forsvinder i det fjerne, mens solen går ned. Vi sejler ikke direkte mod Marquesas, men længere sydpå for at fange den stabile passatvind, som forhåbentlig skal bringe os tre tusind mil vestpå.

Kursen er sat mod Fransk Polynesien. Vinden er i sydøst, og vi sejler 6-7 mil i timen mod målet. 

Dagen efter kommer der lidt vind om aftenen, vi sætter kurs direkte mod Marquesas, sejler for sejl om natten, og er fri for motorens larm. Vinden falder igen ved daggry, og vi fortsætter sydpå for at fange en mere stabil passatvind.

De næste par dage er vinden skiftende. Vi må ned i 5 grader syd for ækvator, inden vinden er stabil fra sydøst. Vi suser af sted med 6-7 knobs fart mod målet. De næste 2000 mil er vinden faktisk stabil fra sydøst – vi er positive, forventningerne stiger, og vi ser frem til en hurtig overfart. Kursen er sat direkte mod Fatu Hiva.

Smuk solnedgang over Stillehavet. 

Besætningen finder den sædvanlige dag-rytme frem. Dagene ligner meget hinanden. Vi fordriver meget af tiden med at læse, se film – når der er strøm til det – lave mad eller bage brød og kage, samt diskutere alverdens emner. Oplevelser fra land, møder med andre sejlere og andet giver mange timers samtale, og efterhånden er vi godt opdaterede på, hvad vi hver især har oplevet på Galapagos-øerne. Når bevægelserne er lidt rolige i båden, kan vi spille spil. Efterhånden som dagene går, er vi blevet ret rutinerede til yatsy. Her på Stillehavet er havet meget mere roligt end Atlanten. Båden ruller ikke nær så meget i søen, så det er mere behageligt at være ombord.

Havet er blåt og solen bager ned i cockpittet fra klokken 8 om morgenen til sent hen på eftermiddagen. Der er rig mulighed for at sole sig, men vi foretrækker at sidde i skyggen. Flere dage har vi besøg af delfiner – af og til i flokke af hundredevis. Én gang leger de omkring båden i lang tid, og vi forsøger at få taget nogle gode billeder med kamera og på video. Vi så ingen hvaler, men hørte en nat et ordentligt prust nær båden, da en hval ønskede at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Flyvefiskene flyver rundt lige over havoverfladen, og hver morgen ligger der flere af slagsen på dækket.

Hver dag klokken 18 UTC havde vi kontakt over SSB-radioen med de norske både, vi følges med. Vi udveksler positioner og vejrrapporter. Bagefter plottes positionerne ind på GPS´en, så vi kan se præcis hvor de er. Silene, Menja, Celin og Xanadu er taget af sted et par dage efter os, og Valkyrien ti dage efter os. Det er rart at have nogen at snakke med, når man er så langt til havs. På hele turen blev kun observeret et enkelt fartøj, som vi tror var en fiskekutter.

Vi er halvvejs efter 10 og et halvt døgn – det er vi rigtig godt tilfredse med. Vi nærmer os Fransk Polynesien i takt med, at forventningerne stiger, og vi længtes efter landjorden. Der holdes øje med distancen, samt ETA – estimated time of arrival. Vi holder fest – endda flere af slagsen: ”under 2000 mil”– ”halvvejs”- og ”under 1000 mil”-fest. Disse fejres med slik og chips eller nybagt brød og kage.

Vi er heldige med fiskeriet. Af og til bider en guldmakrel på krogen. Faktisk er det ikke andre slags end guldmakrellen, der er interesseret i vores fiskegrej på denne havstrækning. En dag er vi åbenbart sejlet direkte ind i en stime af små guldmakreller – vi fanger fem stk. i løbet af en time. Fiskekrogen smides ikke ud hver dag, blot fordi, at vi ikke har lyst til at spise fisk hver eneste dag. Når der ikke står fisk på menuen, nyder vi godt af mors henkogte glas, hvori der findes oksekød, svinekød og kylling. En dag laver mor medisterpølse – mormors hjemmelavede medister – med kartofler, rødkål og brun sovs.

Pludselig en dag rykkede det voldsomt i fiskesnøren. Der hives af alle kræfter, og op på agterdækket lander en stor guldmakrel på 118 centimeter. Menuen varieres – de følgende fire dage får vi stegt fisk, kogt fisk, fiskesuppe og fiskefrikadeller. Til sidst salter vi små dele af fisken ned og tørrer dem i solen. Det smager fortræffeligt.

Rekordfangsten – en stor flot guldmakrel på 118 centimeter.
 

På sådan en lang tur som denne, er vi utrolig glade for vores autopilot, som vi for øvrigt kalder Robert (navnet kommer af pilotens mærke, som er SIMRAD Robertson). Robert gjorde et godt stykke arbejde, han styrer båden fantastisk godt i store bølger. Vi kan ikke selv gøre det nær så godt i hånden, og så er det også meget trættende at stå og håndstyre. Også watermakeren er uundværlig. Den fungerer som sædvanlig efter hensigten, og gør, at vi har vand nok til, at vi kan tillade os at tage et bad en gang i mellem. Disse to ting bruger sammen med køleskabet og to bærbare computere meget strøm, men vi får af solpanellerne 8 ampere i timen, når solen står højest på himlen. Dog må vi lade batterierne med motoren 2-3 timer daglig.

Flotte solstråler over oceanet. 

Da vi havde 600 mil tilbage til Fatu Hiva, opdagede vi en revne i beslaget i stævnen, som holder forstaget. Derfor turde vi ikke at bruge forsejlet og storsejlet mere, af frygt for, at beslaget skulle knække. Derefter brugte vi kun spileren for at undgå belastning på forstaget. Men det gjorde ikke så meget, fordi at vindforholdene alligevel passede rigtig godt til spiler. Indimellem blev det dog for stille, så vi måtte køre med motor, men heldigvis var der ikke mangel på diesel. Kursen ændres til Hiva Oa, som er en lidt større ø end Fatu Hiva. Vi tror, at der er bedre muligheder for at få repareret beslaget på Hiva Oa.

Vinden er faldet, spileren er sat. I baggrunden dukker solen ned i havet.

D. 17. maj 2007 klokken 5.30 passerer vi waypoint. Da solen står op kan vi se øen, der er total dækket af høje bjerge og tæt regnskov. Det er utroligt skønt at se land igen efter 22 dage til havs. Vi sejler ind i Atuona Bay og smider ankeret klokken 8.00. Bugten er omgivet af høje og frodige grønne bjerge. Vi nyder morgenkaffen i fred og ro, lige indtil der dukker en båd op på siden, og to franske toldere springer ombord. Men indklareringen gik heldigvis nemt.

Hurra – landkending efter 22 døgn på havet. Hiva Oa er en smuk og frodig ø. 
Ankerpladsen ved Hiva Oa. Vi ligger ved siden af Xanadu, som er båden med den blå stribe.
 

Efter at have ordnet lidt praktiske ting og ryddet op på båden, sejler vi i land i gummibåden og kigger os omkring. Vi er kommet til Polynesien, og er spændte på at møde en helt ny og fremmed kultur. Der bor ikke mange mennesker på øen. Her ved bugten er der ikke meget, men 20-30 minutters gang borte, ligger en lille landsby. Vi begynder at gå ind mod byen, men solen bager ned, sveden løber af panden, og vi er ikke klar til lange traveture på landjorden endnu. Heldigvis kommer en firehjulstrækker forbi og der sidder en venlig polyneser med blomsterkrans om halsen, bag rattet. Vi hopper op på ladet og får et lift ind til byen.

I den lille landsby findes en købmand, få restauranter, en bank, en kirke og et posthus. Vi slentrer rundt og får en masse nye indtryk at se. Menneskene er venlige og smilende, og så taler de fransk. Det er ret underligt, når man er vandt til spansk, men det må vi vænne os til. Priserne er skyhøje – godt, at vi har provianteret meget i Panama – vi har stadig meget tilbage i båden. Inde ved den lokale benzintank ved ankerpladsen findes en lille kiosk, hvor der hver dag sælges billige, nybagte franske flutes. Lækkert – det får vi hver dag til morgenmad.

Det bliver til flere ture ind til landsbyen. Vi finder hurtigt ud af, hvordan det fungerer her: stop den første, den bedste firehjulstrækker, der kører forbi, og bed om at få et lift. Dette er altid muligt, gratis, og det er rart – på en utrolig varm dag – at sidde på ladet af bilen og blive blæst igennem.

Tidlig søndag morgen tager far i kirke inde i byen med 3-400 andre polynesiske kirkegængere – det må være en meget stor del af øens indbyggere! Man kan ikke forstå, hvad de siger, men sangen er helt fantastisk at høre.

Da vi har været her i to dage, vågner vi en morgen op til en dejlig overraskelse. Ind i bugten kommer Tove og Finn på Xanadu – direkte fra Galapagos. Vore norske venner dropper ankeret lige ved siden af os, og en halv time senere sidder de ombord hos os til morgenkaffe og franske baguetter. Det er sjovt at se dem igen, og dele de oplevelser, vi hver især har haft på den lange sejltur over Stillehavet. Det er også rart at snakke med andre mennesker, end de ”sædvanlige” tre andre familiemedlemmer.

I løbet af dagene på Hiva Oa får vi ordnet en del praktiske ting, og der bliver også tid til afslapning.

Margaritas fribord ser mildest talt farligt ud efter overfarten – langhalse og andre gevækster sidder lagt oppe på skroget hele vejen rundt. Der bliver renset og skuret, og efter et par timers arbejde er båden igen nydelig at se på.

Finn giver far en meget hjælpende hånd til reparering af beslaget til forstaget. Ved hjælp af Finn – og hans vinkelsliber, boremaskine og rustfrit stål, bliver beslaget repareret igen. Det var meget rart – tak for det Finn.

Anne Marie og jeg låner en dag Finn og Toves cykler for at køre lidt rundt i området. Der er kun ganske få veje på øen, og det går op og ned ad bakke. Efter fem dage på Hiva Oa er vi klar til afgang. I bugten ligger en gravemaskine, som larmer konstant – det er vi trætte af at høre på – og så vil vi også gerne på internettet, og vi har hørt, at det forefindes på Nuku Hiva. Der var ganske vidst et oldtidsfund af en computer på denne ø, men forbindelsen var dårlig, og prisen 35 dollars i timen!

Ved middagstid den. 22. april sejler vi ud af Atuona Bay og sætter kurs mod Nuku Hiva, Marquesas-øgruppens største og mest civiliserede ø. Tidlig morgen dagen efter sejler vi ind i Taiohae Bay, som er en stor bugt og – ligesom på Hiva Oa – omgivet af smukke høje bjerge. Her ved bugten er ligeledes en fin lille landsby, hvor der findes lidt af hvert. De første par dage bruges på netcafeen hvor vi opdateres med nyheder hjemme fra Danmark, læser mails og beskeder i gæstebogen – tak for det.

Udsigt over bugten, med høje grønne bjerge i baggrunden. 

Vi er nu klar til at se og opleve denne ø også. Der skal arrangeres nogle udflugter rundt på øen, men mere om det i næste rejsebrev. I hele juli måned får jeg besøg af Jeppe på Tahiti, som er den største, og hovedøen i Fransk Polynesien.

Vi har nu sejlet 11.000 nautiske mil, og har kun 4000 tilbage, inden vi er på New Zealand. Vi ser meget frem til at se New Zealand! Der regner vi med at være i slutningen af november. Et år er snart gået, så nu er der kun et år tilbage, inden vi kommer hjem til Danmark igen.

Mange hilsner fra besætningen på Margarita