7 september – 2021
Første stop i Portugal er Viana do Castello, hvor vi også var sidste gang.
Vi genkender straks havneområdet midt i byen.

Vi beslutter os for at gå op til byens vartegn, en stor kirke oppe på et bjerg, hvor der er udsigt ud over byen. Det er ikke en lang tur, men meget stejl og 700 trappetrin.


Der var en nemmere vej op på bjerget med en togbane, men ikke så god for kondien.



Vi sejler videre ned ad Portugals kyst. Dagssejladser, da der er dårligt afmærkede fiskeredskaber, som vi nemt kunne få i skruen når det er mørkt.




Herefter går turen videre ned til Porto, hvor vi ligger for anker uden for marinaen i Douro floden. Herfra kan vi gå ind til byen.

Porto er stedet hvor alle portvinshusene har deres lagerbygninger, og herfra udskibedes portvinen i gamle dage.

Meget interessant at gå rundt i den gamle bydel af Porto.

Mange huse er beklædt med fliser, hvilket er meget flot.

Vi lejer bil i 3 dage og kører ind langs med Douro floden, som starter i Spanien og løber hele vejen igennem Portugal, og løber ud i Atlanterhavet ved Porto.

Der er en meget flot natur I Douro dalen, med frodige vinmarker på bjergsiderne langs med floden.

Vi kører til Pinhao, hvor vi på byens jernbanestation ser kakkelmalerier der forestiller vindyrkning og -fremstilling.


Udsigt fra vores hotel i Pinhao.



Næsten al Portugals portvin dyrkes her i Dourodalen og man ser de mange Quinta´s (vingårde) overalt i området. De fleste kan besøges, dvs man får rundvisning på “markerne” og på gården samt nogle smagsprøver. Det er meget originalt at opleve dette og se de store vinklaser på stokkene.




Udflugten var en rigtig god oplevelse, men nu venter vi på at vinden aftager eller drejer i nord , så vi kan komme videre sydover.
Mange hilsner fra besætningen på Margarita.
Birgit og Anders
Gerda Nymann Rasmussen
Endnu engang tak for jeres hilsen og alle de skønne billeder, jeg får helt udlængsel.
Har lige snakket med din mor Birgit, hun venter i eftermiddag besøg af Agnes og HJ. Han skal holde møde i Nyborg i aften, Ellen har lovet at køre hende hjem.
Arne Olsen var her sidste onsdag.
Vi ser frem til festen d. 19. God tur fortsat.