Noumea, maj 2009
Den 29. april stod vi til søs igen og satte kursen mod nord og varmere himmelstrøj. Der var endelig en passende vejrudsigt, så det var med at komme afsted inden det næste lavtryk kom og gav dårligt vejr. Der var mange både der skulle afsted i weekenden – der var et rally til Fiji og Vanuatu, men kun få skulle til Ny Caledonien. Vi havde aftalt med tyske Horst fra Pacific Star at snakke på radioen hver dag kl 17. Det var meget betryggende for begge parter. Det fungerede også godt selvom han var en dag foran os.
Vi var meget spændte på denne vores første tur med halv besætning (pigerne er jo ikke med mere). Samtidig var det vores første sejlads i næsten 1½ år og det varede da også et par dage før vi havde fundet vores søben igen. Vejret på turen op var lidt skiftende fra ingen eller let vind til kuling, men bortset fra den første dag agterfra og de sidste dage lige bagfra, så der var ofte sejlskift. Det blev kun meget langsomt varmere måske fordi vinden kom nede fra kulden – kun de sidste 2 dage steg vandtemperaturen mærkbart. Vi havde fundet thermokeddeldragterne frem – især nætterne var kølige. Solen skinnede om dagen og månen og en hel million stjerner lyste om natten. Den sidste dag hængte vi fiskesnøren ud ug fik en herlig guldmakrel på krogen. Ud med snøren igen og efter et kvarter var der bid igen, så vi forærede fisk til vores tyske ven, da vi kom i land.










Ny Kaledonien er omgivet af et enormt koralrev og vi skulle igennem et smalt pas for at komme ind til Noumea. Men det var skønt at være i smult vande igen.
Man må ikke indføre frisk frugt og grønt. Vi havde dog spist det meste – de sidste skiver pålæg blev ”gemt” i friskbagte boller, som vi spiste til frokost, da vi var indenfor revet. Q-officeren fik kun lidt hvidkål – kartoflerne ville han ikke have, måske fordi de var skrællet. Agurken var lavet til agurkesalat – smagte godt til fiskefrikadellerne om aftenen. Første nat var vi i marinaen. Der var vand så båden fik et tiltrængt ferskvandsbad. Det nød vi også efter en uges tid med begrænsede/ingen bademuligheder – og så en helt rolig nat uden vagtskifte – vi var lidt trætte ovenpå turen, men dejligt at vi nu igen er oppe i varmen hvor vi kan bade og snorkle. Nu ser vi frem til at få besøg af Lene og Lars, som kommer med flyveren på lørdag.


Mange hilsener
Birgit og Anders
Leave a Reply