Whangarei, april 2009
Hej alle sammen
Så er vi på farten igen. Vi har haft travlt lige siden vi kom her til Whangarei forrige fredag. Det var lidt underligt at se det hele igen. Vi følte os hjemme, men der manglede noget……vi var bare os to.
På vej herned til NZ var vi ca 10 dage i Melbourne, Australien. Vi besøgte George og Milena, en flygtningefamilie fra Jugoslavien, som boede hos os mens de var i Hvide Sande. Det var dejligt at se at de havde det godt og trivedes skønt der er langt til familien hjemme i Europa. De arbejdede på hverdagene, men i weekenden hyggede vi os med et helt lam, grillet på spyd. De havde inviteret nogle af deres venner.
På NZ var vi en dags tid i Auckland for at handle lidt bådudstyr. Der er lidt større udvalg end oppe i Whangarei.
”Hjemme” i Whangarei fik vi en varm velkomst af folk på værftet og vore norske venner fra Menja kom over og hilste på.
Båden så godt ud, blot trængte den til en omgang sæbevand og lørdag morgen tog vi fat.
Dækket var lidt grønt i skyggesiden, men den overdækkende presenning havde holdt godt og ydet god beskyttelse fra vejr og vind. Ned om læ var der lidt støvet, men nu har vi været alt igennem og der dufter rent af sæbe igen. Vi har haft en fra værftet til at lufte ud et par gange hver måned, så der var ikke indelukket.
De første 6 dage havde vi lejet bil. Der er langt ind til byen på gå-ben for at proviantere og vi kørte rundt for at finde forskellige reservedele, bl. a. olie, filtre et par nye bundhaner osv. Endelig hentede vi vores elektronik, som var afmonteret og kørt ud til Dale, ham med den danske fiskekutter.
Bunden blev malet og så var vi klar til afgang. Frank og Ingrid fra Menja fulgte os fra land og tog billeder af søsætningen. Det var spændende at se om alt var tæt. Perfekt, så vi sejlede ned ad floden til Whangarei Heads og ankrede et par dage for at afprøve watermakeren og sætte sejl på. Alt fungerede tilfredsstillende – dejligt og nemt. Men der er stadig en del småting at gøre, bl.a henkogning til de kommende sejladser.
Vi har været oppe i ”vores” kirke og også her blev vi budt hjertelig velkommen igen og flere gange er vi blevet inviteret hjem til folk. Det har virkelig varmet os at møde gode venner igen.
Margarita ligger nu på sin ”gamle plads ” i Town Basin, og vi regner med at blive her til efter påske. Så går det op til Opua i Bay of Islands. Her mødes vi med andre sejlere, der skal videre nordpå i Stillehavet og her vil vi udklarere og ordne toldpapirer, så vi kan få vores TIE tilbage (en indførselsmoms, som vi SKULLE betale, fordi vi var her længere end 1 år!!). Sidst i april, når vejret tillader, vil vi forlade dette dejlige land, som vi fik så mange gode minder fra.
Første stop på den videre færd bliver Ny Caledonien, hvor vi får besøg af Lene og Lars fra Lela, som vi fulgtes med til Caribien i 2006. Det glæder vi os meget til. Derefter skal vi til Australien, Indonesien, Malaysia og Thailand (oktober 2009). Her skal vi på værft og have nyt teakdæk på. Træet er indkøbt og ligger og tørrer indtil det skal lægges i. Derfra er den videre sejlplan endnu ikke fastlagt.
Mange hilsener fra os to her på NZ
Leave a Reply