S´Arenal, den 5. maj 2022
Vi sejler fra Ibiza kl 5.30. Der er ca 85 sømil til en ankerplads på østsiden af Mallorca og der er god vind, så det skulle vi kunne nå inden solnedgang.
Der er meget god vind til at begynde med og der kommer dønninger på tværs, så vi ruller en del og det er ikke just silkesejlads.
Dagen efter sejler vi ind i en dejlig beskyttet bugt ved Portocolom. Her har vi kontakt med en dame, som skal sy en lille bimini, som skal skygge over cocpittet, når vi sejler. Lige nu bruger vi vores telt, men det bliver for varmt senere på sæsonen.
Vi går en tur ind til et saltudvindingsområde. Havvand ledes ind til disse søer ad en kanal og fordamper i varmen. Søerne er i dag et beskyttet naturområde med mange fuglearter, og området er meget autentisk, men meget langt tilbage i tiden har man udvundet salt her. I det fjerne kan man se nogle saltbjerge, vi kunne desværre ikke komme nærmere da området, vi gik i, var afspærret. Saltet kan købes i forskellige fine indpakninger i souvenirs butikker alle steder på øen.
I Palmabugten ligger vi ved en lille bydel, Arenal. Her er mange turister, mest tyskere. Restauranter, cafeer og barer ligger side om side med souvenirs butikker, toursælgere og udlejningsbureauer. Vi tager bussen ind til Palma til International Boat Show, og her er superyachts i hopetal. Turisme er hovedindtægtskilde, men bådindustrien er virkelig også et vigtigt erhverv. Det koster kassen i vedligehold af disse både – det giver en masse arbejde til lokale
Vi fik rundvisning på en Swan 75 fod fra 2007, til salg for 2,2 mill€ (17 mill danske kr)
Efter at have set på både, går vi en tur op i den indre by ved katedralen og fordøjer indtrykkene over en kop kaffe
Tilbage fra byturen indtages en billig middag på en lille lokal cafe et par gader oppe bagved. 5 tapasretter og 2 øl for en femmer(€)
I dag blæser det en hel pelikan, så vi kan ikke komme i land med gummibåden uden at blive dyngvåde. Det bliver derfor til lidt småsysler ombord med bl a fejlfinding på en af regulatorerne til solpanelerne, der ikke har ladet optimalt.
Vi vil bevæge os om til Alcudia i løbet af de næste 2 uger. Da får vi besøg af Michael, Marianne og Josefine. Det glæder vi os meget til.
Hilsen til alle fra besætningen på Margarita
Arne Olesen
Tak for fine billeder og kommentarer 😉 dejligt at følge jer
Henrik Olesen
Spændende og god beskrivelse med masser af gode billeder – glæder mig allerede til at se og læse mere, når M&M og J har været på besøg hos jer
i Alcudia. God vind på jeres videre tur.
torben jensen
Ser rigtig godt ud – de store både, men bedst af alt: tapas og øl til 5Euro 🙂
torben
super – billigt for tapas og øl 🙂
Torben W.R. Jensen
Super god beskrivelse – og dejligt med Tapas og øl til 5 euro – vildt 🙂