Porto Colom, Mallorca, den 26. oktober 2024

Med en klump i halsen forlader vi en tidlig morgen Grækenland, og mens vi ser den opgående sol over øriget mindes vi alle de gode oplevelser gennem godt 2 års sejlads i det græske. Vi har besøgt øer i det Ioniske og Saronitiske område, besøgt Sporaderne, Halkidiki og nordøstlige Grækenland, Dodekaneserne og ikke mindst de smukke Kyklader. Derudover en række steder på Peloponnes og det græske fastland. 47 øer i alt og ligget ved et utal af bykajer og skønne ankerpladser. Og ikke mindst nydt den gode mad og prisniveauet på de græske Tavernaer (restauranter)

En livlig dag på havet med god vind. Det var planen at vi ville sejle op gennem Messina Strædet og nord om Sicilien. Men vinden var for nordlig til at vi kunne holde kurs, så vi ændrede kursen til at sejle syd om Sicilien. Dagen efter faldt vinden og vi måtte starte motoren, vi nød den flotte solnedgang.

Om natten lød et lille knald på vinduet, næsten som et stenslag. Men det var en lille flyvefisk som ramte vinduet.

Vinden aftager og sejlene justeres. Temperaturen er lidt for nedadgående så vi har sat vores cockpit telt på, så man kan sidde lunt og i læ på de lange nattevagter.

Ved solnedgang på 2.dagen kan vi skimte Mount Etna (til højre) på en afstand af 160 km. Etna er 3350 m høj…

Nybagte boller til frokost

Navigation om natten langs Siciliens sydkyst. Radaren er tændt og nederst søkort på tabletten i natbelysning. Klokken er 5.19, farten er 5,5 knob. Med 124 sømil til målet bliver en estimeret ankomsttid ca 22,5 timer senere, kl 3.57 næste morgen. Vi fik vind de sidste timer, så vi ankom til Trapani kl 3.

Pga. Bureaukratiske regler på ankerpladsen og meget vind de næste dage, beslutter vi os for at gå ind i en Marina i midtbyen. Her nød vi at ligge, trods blæst og regn. Gummibåden skulle tømmes for regnvand.

Vi var også her i Trapani for 2 år siden, og kunne sagtens genkende byen.

Fiskemarkedet…..

…..og fiskerihavnen, og skidt, der flyder alle vegne

Mange fiskerbåde i havnen

En grønthandler, dejlig frisk frugt og grønt, og billigt

Gadebilede – ikke særlig smukt syn. Ulla Therkelsen ville sige “det er jo det fattige Syditalien”

Et kort visit på en lille populær ø på vej videre, Favignana.

Øen har en fortid med tun fiskeri og en stor fabrik til forarbejdning af tunen lå på havnen. Disse store ankre blev brugt til fiskeriet

Tun fabrikken på havnen. Spisestederne i byen havde tun i mange afskygninger på menuen

Det er et museum i dag, med en fin natbelysning

Vi fortsætter sejladsen mod Sardinien og ankommer efter 30 timers sejlads i stille vejr for motor.

Masser af kaktus.

Et hotel med flotte formklippede buske.

Vi er på gåben op til en by. Der går en bus, men kun om sommeren. Men det er godt at få sig rørt efter mange timers stillesiddende sejlads.

En god reklame for en isbutik.

Butterfly sejlads med vind bagfra. Vi sejler om på vestsiden af Sardinien

Så går det videre vestpå efter kun et døgns ophold på Sardinien. Passerer den lille ø, San Pietro med klippe formationen, Le Colonne.

Spansk farvand nærmer sig og vi sætter det spanske gæsteflag under styrbords saling

Dejligt at runde fyret ved Porto Colom, Mallorca efter 2 døgn på havet i stille vejr og igen for motor. Vi sejler meget hellere for sejl ( vi bruger 2 liter diesel pr. time når vi sejler for motor med en fart på 5 knob) men foretrækker dog at sejle i stille vejr for motor fremfor modvind eller for meget vind. Fyret kunne ses i nat på 20 mils afstand

Efter 2 døgn for motor skal der lidt mere diesel på tanken. Vi bliver dog hurtigt jaget væk, da redningsbåden lægger til kaj med en flok immigranter ombord. En lokal fisker spottede dem til havs her til morgen. Vi så heldigvis ingen. Man bliver lidt ked af det når man ser de mennesker stå på kajen, det er jo mennesker der på en eller anden måde er i nød.

For anker ved Porto Colom. Trænger til en lille lur

Vi er nået langt på forholdsvis kort tid, ca. 1000 sømil på 17dage, men vi må udnytte tiden når der ikke er modvind eller for meget vind. Planen er at gå ned til Ibiza og derfra ind til fastlandet. De lange sejladser er ovre for denne gang. Kun dags sejladser, korte eller lange indtil Gibraltar. Vi forventer at være der sidst i november.

Mange hilsener fra det kølige Mallorca (badevandet er faldet til 21 grader og luften er 23 grader)

Birgit og Anders