-vores rejser på verdenshavene

Så kom solen og videre mod Portugal.

Portimao, den 28, marts 2025

Endelig fik vi vejr til at komme afsted. Væk fra vindene i Middelhavet: Meltemien, Mistralen, Scirokkoen og Leventen og ud i Atlanten. Det blev til 4 år i Middelhavet med masser af gode oplevelser. Vi har nu ca 2000 sømil hjem og skal sejle kystnært indtil Biscayen for at minimere chancen for at blive angrebet af Orcas (spækhuggere).

Der er lidt mere sol og lidt længere mellem bygerne nu

Første tur går ned gennem Gibraltar strædet. Der er medvind og lidt modstrøm og det giver en krap sø

Men efter Tarifa, som er det sydligste punkt på den Iberiske halvø, kan vi stoppe motoren og sætte butterfly (storsejlet til den ene side og forsejlet spilet ud til den anden side), og så går det stærkt. Med godt 20 knob agterfra, og en medstrøm sejler vi 27 mil på 3 timer, derefter 24 de næste 3 timer. Vinden kommer fra land så søen er forholdsvis flad.

Søkortet på tabletten og plotter/radar bagved. Derudover kan vi se vandtemperatur (14,3 ikke lige badevandtemperatur) dybde, vindretning i forhold til båden og vindstyrke.

Efter en lang dag på havet ankrer vi i læ i en stor bugt ved Cadiz. Det blæser meget fra sydvest om natten, så da vi sejler ud af bugten næste morgen er der meget store bølger, der står ind i bugten. Det er noget der forstærkes af at bølgerne kommer ude fra flere kilometers dybde og ruller ind over stejle kanter tæt på land. Det skal man have stor respekt for og vi overvejer at vende om. Vinden falder lidt og vi vælger at fortsætte op til Huelva, resten af turen får vi en fin sejlads. Ved Huelva sejler man 10 sømil op af en flod for at ligge inde ved byen.

Der er et meget stort marked i Huelva med mange fiskeboder, og varerne præsenter sig pænt

Flotte tunfileter

Og mange andre både kendte og ukendte fiskearter

Alt i frugt og grønt i sirlig orden

Vores bro i Huelva i 3 dage. Der var ikke mange gæstesejlere her. Marinaen ligger 20 km oppe ad en flod og man skal følge tidevandet både op og ned

Det blæser meget de 3 dage vi ligger der og en masse grene og hele små stammer flød hver dag ind i bassinet og blev samlet op.

En af mange gamle bygninger i byen

En ko på hjul udenfor en butik. Nogen syntes den skulle have en paraply

Springvandet på byens centrale plads, der er en masse liv i byen i weekenden.

Da det igen bliver godt vejr sejler vi videre mod Portimao i Portugal. Vi sejler tæt på kysten og kan se grotter og huler ind i klipperne, hvilket også er en stor turistattraktion.

Hulerne kan beses med turistbåde, som sejler ind i dem

Dekorative kaktus op ad en husmur i Ferragudo, ved Portimao

Vi måtte ikke ankre i havneområdet. Så vi lagde til udenpå denne flotte engelske skonnert.

Ejeren var vældig flink og bød på kaffe. Vi fik også en rundvisning i båden. Jeg fik også et kig i maskinrummet hvor der sad en 150 hk. Gardner diesel som var 50 år gammel. Jeg kunne fortælle ham at sådan en motor sad der i rigtig mange fiskekuttere i Hvide Sande for 50 år siden.

Jeg måtte også låne hans vaskemaskine. Dejligt, så var jeg fri for at slæbe det på vaskeri.

Vi hygger os her i Portimao, mens vi venter på at vinden drejer fra nord til øst. Det gør den på søndag og der skulle den holde sig i nogle dage. Så der vil vi tage nogle steps nordover langs Portugals kyst, hvor vi glæder os til at gense mange af stederne vi har været før. I disse dage skinner solen og vi går i shorts midt på dagen, hvor temperaturen er ca 20 grader. Nætterne er kolde, 12-14 grader og så er det næsten lige så koldt ombord om morgenen, når vi står op.

Mange hilsener til jer alle

Anders og Birgit

Previous

Tilbage til Gibraltar og en tur på land.

Next

Sydlige vinde langs Portugals kyst

1 Comment

  1. Ingrid Smidt

    Hej Birgit og Anders.
    Hvor er det hyggeligt og spændende at følge med op langs Portugals kyst. Og hvor er I gode til at dele oplevelserne.
    Fortsat god tur.
    Herhjemme ser vi på anemoner – ved Trelde næs – og nyder forårssolen og varmen når der hvor det har ikke er hverken er blæst eller skygge.
    God søndag og mange hilsener
    Ingrid

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén