-vores rejser på verdenshavene

Forfatter: Boye Page 1 of 6

Helgoland og hjemme igen

Fredericia, den 16. juni 2025

Helgoland er en klippeø og det er ret specielt, da den ligger i Vadehavet, hvor der er sand-øer milevidt til alle sider.

På Oberland kan man følge en sti rundt langs kanten.

Ude i den anden ende af øen kan man se Lange Anna, Helgolands vartegn. Klippen er 47 meter høj og beboet af en masse suler. Udsigten er flot hele vejen rundt.

I pinsen er der kapsejlads og derfor mange både, især lørdag til søndag. Man ligger udenpå hinanden. Vi lå inderst med 10 både udenpå. Det betyder meget trafik af folk der vader frem og tilbage hele tiden. Men hyggeligt med meget liv og mange både at se på

udsigt ned mod havnen

Små huse med fine haver. Gaderne er smalle og der kører kun små elbiler herude

Vi nyder altid at se kolonihaverne på Oberland og undrer os hver gang over alt det der gror her langt ude i Nordsøen

De mangefarvede huse ved havnefronten

Så går det ind ad Elben med tidevandet mod slusen i Brunsbuttel. En bomtrawler fisker rejer på lavt vand

Det er sidst på eftermiddagen efter 4 timers sejlads ad Kielerkanalen og vi overnatter ved Giselau sluse. Her er vi væk fra den trafikkerede kanal og nyder stilheden sammen med andre sejlere.

I Høruphav byder gamle venner os velkommen hjem. De varter os op med kaffe, kage og grill om aftenen. Det er lidt koldt, så vi spiser i kahytten. Vi var her forbi til afskedsfest i 2021, mega hyggeligt.

Søndag over middag ankommer vi til hjembyen. Børn og børnebørn og nogle venner stod med flag på kajen. Det var meget rørende. Tak skal I have

Klar til anløb med gæsteflagene fra de lande vi har besøgt under styrbords saling

hjemme igen efter 4 år og mange gode oplevelser

Dronefoto. Stig stod klar med dronen og filmede ankomsten. Tak for det.

Hermed slutter vores Middelhavstur Det har været en meget spændende og oplevelsesrig tur. Tak til alle jer der fulgte med via hjemmesiden. Tak for hyggelige hilsener og kommentarer.

Birgit og Anders

Besøg hjemmefra og flere Hollandske kanaler

Helgoland, den 6. juni 2025

I Medemblik fik vi en kajplads helt tæt ved det hotel, hvor vores gæster, Anne Marie, vores yngste datter, hendes mand Jakob og lille Simone skulle bo.

Vores datter, svigersøn og Simone, som skal være storesøster til efteråret. Det glæder vi os meget til. Det var meget hyggeligt med besøg, blot var vejret ikke det bedste.

Simone var helt tryg ved at blive efterladt hos mormor og hun blev hurtigt god til at begå sig ombord på båden

Simone i cockpittet. Vi har telt oppe, så der er lunt og tørt.

Bedstefar tager sig også af Simone

Gode dage flyver hurtigt og familien kører hjem. Vi sejler videre til det nordlige Holland og går ind i kanalsystemet ved Harlingen. Der er rigtig god medstrøm i sejlrenden derop, 2-3 knob

Vi møder en masse af disse gamle sejlskibe, tidligere brugt som fragtskibe. Nu fungerer de som charterbåde, skoleskibe, lystyachter, m.m.

endnu en af dem, vi så 10-15 stykker, der kom fra Harlingen den dag

I Franeker er der et lille fint planetarium. Det er 250 år gammelt men fungerer stadig. Eise Eisinga lavede stjernehimlen på sit stueloft med solen i centrum og planeterne, der drejer rundt om. Hele herligheden styres af tandhjul på loftet ovenover. Det var meget spændende at se

Rådhuset i Franeker, en smuk gammel bygning

Turen går videre til Leuwarden. Her ligger vi ved kaj ved en park midt i byen.

Det skæve tårn i Leuwarden. Det var egentlig et kirketårn, men så begyndte det at synke. Har siden været brugt som fyrtårn og udkigspost m.m. Berømt for sin skæve hældning.

Der er så nydeligt langs Kanalen. Man sejler næsten i folks baghave

Der er mange broer, der skal åbnes for os pga. vores mast som er 19 meter høj. Vi kalder op på VHF og så bliver broen åbnet. Et par steder er der et lille gebyr, som betales i mønter og lægges i en træsko, som bropasseren holder ud til båden

Frokostpause i Burdaard lige ved denne flotte melproducerende mølle.

Endnu en velholdt mølle. Vi er i Dokkum og så skal der provianteres i LIDL. Der er gode og billige varer

Nogle steder ligger husene næsten i vandkanten

En oplukkelig bro over en lille sidekanal

Holland har stadig meget kvæg. Vi så store flokke af køer på markerne

…og også geder. Holland har været et rigtig fint sted, sejladsen på kanalerne og de små hyggelige byer undervejs.

I onsdags gik vi ud af kanalerne ved Lauwersoog og sejlede op til Helgoland. Vi havde en fin sejlads med 10-20 knobs vind agterfra og sejlede 85 sømil på 13 timer. Vandet i Nordsøen er kun 13,9 grader, så vinden er kold. Men vi har cockpit teltet på, så vi sidder i læ og har en god varme.

Det meste af turen havde vi sat “butterflyen”, dvs at sejlene var sat ud til begge sider.

Butterfly kan sættes når vinden er bagfra og giver god balance i båden. Båden styrer næsten sig selv og autopiloten arbejder meget lidt.

Så er det sidste gang at et nyt gæsteflag sættes. Denne gang er det Tysklands flag og så har vi også Helgolands flag med de 3 farver, der kendetegner øen, grøn rød og hvid.

Øen, som den ser ud få mil før ankomst. Et spændende sted med en livlig havn, hyggelig lille by og mange turister i de toldfri butikker. Øen, som er en klippeø har et “oberland”, grønt område med græssende får, fugle og kolonihaver og et “unterland”, butikker, restauranter og lidt overnatningssteder. Vi har været mange gange i denne oase midt i Nordsøen.

Mange hilsener

Anders og Birgit

Kanalsejlads i Holland

Medemblik, den 23. maj 2025

Vi lå for kuling i Dieppe i 8 dage. Ventetiden blev brugt på gåture i den spændende by og til rengøring og tøjvask. Derefter tog vi en FLIXBUS til Rouen, en times kørsel fra Dieppe. Det er Normandiets hovedby og der er mange spændende ting at se.

Det mest iøjnefaldende er den mægtige Notre Dame Katedral, som er en af de ældste kirker i Europa, påbegyndt i 1145 og færdig ca 60 år senere. Den er enorm stor og flot. Har overlevet mange krige, dog blev den meget beskadiget under WW2, men er blevet genopbygget.

Alteret, med smukke glasmosaikker.

Det gotiske klokketårn, har en smuk lyd.

Her er vi i kirken der er bygget til minde om Jeanne d’Arc, som blev brændt på et bål i 1430. Hun blev taget til fange af englænderne efter at hun som hærfører havde befriet Frankrig fra englænderne i hundredårskrigen. Hun fik derefter helgenstatus og mindes som nationalhelgen i Rouen den dag i dag

Den indre by er præget af disse gamle, skæve bindingsværkshuse

Ham sjæl hos frisør og han fik virkelig meget for pengene

springvand, det er dog ikke fra middelalderen

Endelig faldt vinden og vi sejlede videre op ad kysten til Boulogne. Dagen efter hurtigt videre i den Engelske Kanal til Niewport og derfra til Vlisingen i Holland. Herfra vil vi tage kanalerne op til Amsterdam. Det ser ud til mere blæst fra Nord, det er vi ved at være trætte af.

Her er vi i indsejlingen til Vlisingen

Det er da dyller, ikke?

Vores mast er for høj til at vi kan gå gennem slusen for lystfartøjer, så vi må i den kommercielle sluse…..

…dvs at vi går i slusen sammen med disse fragtere, og de er ikke så lette at “danse” med. De laver en frygtelig strøm I vandet når de slår skruen til på vej ud af slusen. Vi bliver skubbet med og klemt ind i slusevæggen. De tager ingen hensyn til de små….

Små kanaler langs gaden Bruinisse

Vi ligger for anker ved Bruinisse i Zeeland Provincen i syd Holland

En lægtebåd. Meget praktisk fragskib, som er lavt og kan gå under de fleste broer. Styrehuset kan hæves op så man kan se ud hvis man transporterer containere.

Bybillede fra Willemstad, lille hyggelig by i syd

Husene ligger tæt på kanalen

Man udnytter pladsen

Velplejede haver og båden ligger lige ved terassen

Vi er nået til Rotterdam, verdens næststørste havn. Det var planen at gå ad kanaler helt op til Amsterdam, men ca 10 km før Amsterdam finder vi ud af at den sidste bro på kanalen er spærret og kan ikke åbnes. ØV, så må vi ned til Rotterdam, ud til havs og ind til Amsterdam ved Ijmuiden. En omvej på ca 100 sømil, et utal af broer og sluser og hvordan er vejret i Nordsøen? Vi er lidt nedslåede, men det gik uventet godt.

Så er vi landet i Amsterdam og overnatter i en lille privat havn. Udsmykkede cykler i nærheden. Fra Rotterdam sejlede vi op til Scheveningen og derfra til Amsterdam

Sluse på en lille kanal i Monnikendam, som er en af byerne ved Markermeer

…også fra Monnikendam

Gammelt hus, men byggestilen er typisk for disse småbyer ved Ijsselmeer/Markermeer

Statue af en ålerøger, De Palingroker.

Lijnbaenbrug, som er en smuk hvid vindebro i det gamle kvarter i Monnikendam

Havnefronten med en masse gamle træskibe.

Vi sejler videre til Hoorn og Enkhuizen, fine gamle havnebyer ved Ijsselmeer.

I Medemblik bliver vi den næste uge, da vi får besøg af vores datter, svigersøn og lille Simone på knap 2 år. Det glæder vi os rigtig meget til.

Mange hilsener fra os to her i Holland

Anders og Birgit

Tidevandssejlads i Bretagne

Dieppe, den 8. maj 2025

Bretagnes kyst er fuld af klipper og skær og udfordrende at sejle på med tidevandet på op til 10- 11 meter, som ændrer landskabet hver 6. time.

Efter L’aber Wrach sejler vi hen ad nordkysten og ankrer op ved denne lille ø ved Trebeurden. Her er god læ for vinden.

Strømsøer, det ser ud som om vandet er ved at koge og ind imellem håndstyrer vi, da strømmen rykker meget i båden. På et tidspunkt har vi 6 knob medstrøm.

Medstrøm ind ad floden til Lezardrieux. Gangbroen er meget stejl ved lavvande.

Nu er vi ved Ile de Brehat. Det ligner et månelandskab ved lavvande, men vi har trukket jollen lidt op og går en tur på øen. Vi må være tilbage før vandet stiger igen ellers må vi svømme ud til jollen.

Landsbyen midt på øen viser sig at være et populært turistmål. Der er cafeer og souvenir butikker og en købmand.

Et meget pænt hus på Ile de Brehat, bygget af kampesten. Det ser vi overalt i Bretagne

Vejen er ikke til biler, vi ser kun et par små traktorer på øen. Samt mange cykelturister

Tidligt på farten. Vi sætter kursen mod den engelske kanal ø Guernsey mens solen står op

Guernsey, vejret er dejligt, 23 grader. Vi tanker afgiftsfri diesel til 8 kr/liter og parkerer båden ved en “short stop” ponton….

der er nemlig ikke vand nok i indsejlingen til havnen ved lavvande.

6 timer senere er der højvande og fri passage ind i havnen. Vi bliver udenfor, så kan vi sejle i morgen tidlig uafhængig af vandstanden

Sådan ser det ud ved lavvande…

Ved højvande 6 timer senere

Vi går en tur, vi var her i 20⁷06 på vej på jordomsejling. Her en park på Guernsey som vi kender fra dengang.

Kalaer, store og flotte i en lille sø

Ved “Short stop” pontonen. Der var vand på kajen, så båden fik et ferskvandsbad

Efter Guernsey gik det mod nordøst gennem det strømfyldte Alderney Race, hvor vi nåede op på 5 knobs medstrøm. Ingen vind, så det gik fint over til Cherburg.

Her havde vi et kort stop indtil strømmen vendte og vi kunne fortsætte mod Dieppe i Normandiet, en tur på 19 timer. Det var tåget hele formiddagen, så radaren måtte tændes så vi kunne se om der var andre skibe på havet

Indsejlingen til Dieppe

Havnen, som ligger helt inde i bycentrum med en masse butikker og spisesteder. Her ser det ud til på vejrmeldingen at vi blæser inde i en uges tid. Det gør ingenting, her er hyggeligt og meget at se på.

Folkedansere i den gamle bydel, Pollet. Her boede fiskerne i gamle dage

Ved indsejlingen ligger dette kapel som et vartegn for fiskere på vej ud eller vel hjemkommet fra fiskeri.

Kapellet indefra. Meget smukt med glasmosaikker

Den specielle byggestil i Pollet. Husene er bygget af flintesten

Vi kommer forbi en mindelund for 2000 faldne canadiske soldater i et mislykket forsøg på at befri Frankrig ved en invasion fra kysten den 10/8-42.

En gammel borg, blev brugt som fængsel under revolutionen men er nu privatejet.

Dieppe er en meget spændende by, men vi håber på snart at komme videre. Det blæser vedholdende fra nordøst hver dag.

Mange luftige hilsener herfra Normandiet

Anders og Birgit

Frisk vind på Biscayen

L’Aber Wrach, den 25. april 2025

Vi fik nogle dage med rigtig flot vejr og nød gensynet med de spanske fjorde. Men det var tid til at komme videre om til La Coruna.

Vi runder Kap Finisterre

og mellemlander i Camarinas, hvor vi går en tur ud til et gammelt fyrtårn.

Så kom vi til La Coruna. En spændende by med en gammel bydel tæt ved marinaen. Her er det rådhusbygningen på Plaza de Maria Pita, imponerende bygningsværk også indvendig

Den flotte Oza strand. Kun få gæster på den store brede strand. Vandet er kun 15 grader. Det er faktisk slet ikke varmt mere, 14-16 grader og meget regn og blæst

Masser af folk der nyder forårssolen søndag eftermiddag på havnefronten.

Den gamle bymur går helt ud til borgen nord for havnen. Det er en smuk gåtur derud

Vi har fulgtes med en britisk/hollandsk familie siden Portugal. Her er de på besøg. Børnene er 4 og 6 år og taler begge sprog

Børnene har pyntet deres kahyt med tegninger. Deres båd, Marlin, er en Moody 500

Det går en dagssejlads øst på fra La Coruna. Viveiro, her ligger vi for anker tæt ved byen med gode provianteringsmuligheder. Vi venter på et godt vejrvindue for Biscay krydset. Det har ikke været let, måske har vi årstiden imod os.

Vi tjekker vejret hele tiden, og søndag eftermiddag er det afgang. Ikke den blideste start, 12-14 timer med 25 knob, halvvind, dvs i siden. Søerne var store. Men derefter drejede vinden mod SV og aftog langsomt. De sidste 16 timer gik vi for motor pga for lidt vind og søen blev mere jævn, dog med store dønninger.

Træls vejr – det er ikke let at se, men det VAR det. Indimellem sad jeg (Anders) og tænkte på at skifte båden ud med en autocamper

En ny dag dukker op. Nu er det bedre vejr, så nu er det skønt at være på havet og det med autocamperen er droppet

Landkending, et fyr ved nogle klippeskær nær Camaret sur Mer.

Vejrbidte klippeformationer

Endelig ovre. Vi sejlede 310 sømil på 50 timer. Ganske god fart. Fra nu af er faren for spækhuggerangreb ovre. Vi har ikke set nogen, men læst og hørt om angreb, nogle endda tæt på os.

Her ved Bretagne er der meget tidevand – det må vi tage hensyn til på den videre tur nordover

Camaret er en lille hyggelig by, med en del lokal kunst

For anker i roligt vand

Videre nordover efter et par dages hvil.

Vi går ind ad en flod til L’Aber Wrach, en lille flække, hvor fiskeri og østersdyrkning er hovederhverv. Der er ingen dagligvarebutik kun nogle få souvenirbutikker og nogle cafeer. Vi går 2 km op til en lidt større by med både bager, slagter og et velassorteret supermarked.

Tidevandet er nede og så kan man jo lige få bunden gjort rent og måske malet inden det stiger igen. Lige nu er forskellen 7 meter

Havnen er lavvandet nu

Gammelt stenhus, meget almindeligt her

Ham sjæl på vej op fra jollen

Turen fortsætter lidt hen ad kysten nogle dage, før vi i næste uge sejler opad i den Engelske Kanal til Guernsey og Cherburg

Mange hilsner og “au revoir”

Anders og Birgit

Sydlige vinde langs Portugals kyst

Finisterre, den 11. april 2025

Dejlige dage i Portimao med sol og varme efter meget regn og blæst.

Vi nyder forårsvejret

Vi går over broen til Portimao by. Her har vi ikke været tidligere.

Springvandet ved Rådhuset midt i byen.

Der er små gader med en masse spisesteder og turistbutikker.

Vinden er drejet til øst og sydøst, så vi udnytter vejret og sejler ud mod Kap Sao Vicente. Vi ankrer i denne bugt helt oppe ved en lille strand.

Dagen efter runder vi kappet, som er det sydvestligste punkt på den Iberiske halvø, og stævner nordpå langs Portugals kyst

Solopgang ved Sines

Vi tager nogle lange steps og er nu kommet til Figuera da Foz

Næste dag lægger vi til i Leixoes lidt nord for Porto. Her blæser vi inde 3 dage, men så tager vi metroen ind til Porto. Her kommer vi forbi rådhuset, som er en af mange prægtige bygninger i Porto.

Santa Catarina-kapellet med de smukke fliser, azulejos. Også inde i bygningen er der motiver, lavet med disse typiske blå fliser.

Endnu et prægtigt bygningsværk, Igreja do Carmo i den historiske bydel på nordsiden af floden i Porto

Udsigt over til portvinshusene på sydsiden af Dourofloden.

Her et kig mod sydøst fra Ponte Luis-broen

og mod vest…

Skønhed i forfald….

Den ikoniske Ponte Luis bro, fodgængerovergang i 2 etager. Metroen kører også over den.

De gamle portvinsfragtere – i dag ligger de bare til udstilling.

Anders foran Sandemanns gamle fabrikshal. De fleste af portvinshusene har rundvisninger med salg og smagsprøver

Broen og den historiske bydel på nordsiden af floden

Reparation af Anders’ yndlings sko (Hvide Sande slippers). De er gået ud af produktion, så han fik en skomager til at reparere det sidste par han har. Pris 6€ og så blev de endda også pudset….

Efter 3 dage i Leixoes, har havet lagt sig og vi forlader Portugal med mange gode oplevelser i bagagen…..

og så er vi igen i Spanien, nærmere bestemt Galicien – det nordvestlige hjørne af den Iberiske halvø. Vi sætter det spanske gæsteflag

Styrmanden fejrer fødselsdag – mange tak for lykønskninger

Delfinopvisning til ære for fødselaren

Vi har haft fantastisk godt sejlvejr op langs kysten af Portugal og der er et par korte dages sejlads om til La Coruna, hvorfra vi vil krydse Biscayen, når vejret er passende. Det er en tur på godt 300 sømil og det tager omkring 2-3 dage, afhængig af vinden.

Mange hilsener og god påske til jer alle

Anders og Birgit

Så kom solen og videre mod Portugal.

Portimao, den 28, marts 2025

Endelig fik vi vejr til at komme afsted. Væk fra vindene i Middelhavet: Meltemien, Mistralen, Scirokkoen og Leventen og ud i Atlanten. Det blev til 4 år i Middelhavet med masser af gode oplevelser. Vi har nu ca 2000 sømil hjem og skal sejle kystnært indtil Biscayen for at minimere chancen for at blive angrebet af Orcas (spækhuggere).

Der er lidt mere sol og lidt længere mellem bygerne nu

Første tur går ned gennem Gibraltar strædet. Der er medvind og lidt modstrøm og det giver en krap sø

Men efter Tarifa, som er det sydligste punkt på den Iberiske halvø, kan vi stoppe motoren og sætte butterfly (storsejlet til den ene side og forsejlet spilet ud til den anden side), og så går det stærkt. Med godt 20 knob agterfra, og en medstrøm sejler vi 27 mil på 3 timer, derefter 24 de næste 3 timer. Vinden kommer fra land så søen er forholdsvis flad.

Søkortet på tabletten og plotter/radar bagved. Derudover kan vi se vandtemperatur (14,3 ikke lige badevandtemperatur) dybde, vindretning i forhold til båden og vindstyrke.

Efter en lang dag på havet ankrer vi i læ i en stor bugt ved Cadiz. Det blæser meget fra sydvest om natten, så da vi sejler ud af bugten næste morgen er der meget store bølger, der står ind i bugten. Det er noget der forstærkes af at bølgerne kommer ude fra flere kilometers dybde og ruller ind over stejle kanter tæt på land. Det skal man have stor respekt for og vi overvejer at vende om. Vinden falder lidt og vi vælger at fortsætte op til Huelva, resten af turen får vi en fin sejlads. Ved Huelva sejler man 10 sømil op af en flod for at ligge inde ved byen.

Der er et meget stort marked i Huelva med mange fiskeboder, og varerne præsenter sig pænt

Flotte tunfileter

Og mange andre både kendte og ukendte fiskearter

Alt i frugt og grønt i sirlig orden

Vores bro i Huelva i 3 dage. Der var ikke mange gæstesejlere her. Marinaen ligger 20 km oppe ad en flod og man skal følge tidevandet både op og ned

Det blæser meget de 3 dage vi ligger der og en masse grene og hele små stammer flød hver dag ind i bassinet og blev samlet op.

En af mange gamle bygninger i byen

En ko på hjul udenfor en butik. Nogen syntes den skulle have en paraply

Springvandet på byens centrale plads, der er en masse liv i byen i weekenden.

Da det igen bliver godt vejr sejler vi videre mod Portimao i Portugal. Vi sejler tæt på kysten og kan se grotter og huler ind i klipperne, hvilket også er en stor turistattraktion.

Hulerne kan beses med turistbåde, som sejler ind i dem

Dekorative kaktus op ad en husmur i Ferragudo, ved Portimao

Vi måtte ikke ankre i havneområdet. Så vi lagde til udenpå denne flotte engelske skonnert.

Ejeren var vældig flink og bød på kaffe. Vi fik også en rundvisning i båden. Jeg fik også et kig i maskinrummet hvor der sad en 150 hk. Gardner diesel som var 50 år gammel. Jeg kunne fortælle ham at sådan en motor sad der i rigtig mange fiskekuttere i Hvide Sande for 50 år siden.

Jeg måtte også låne hans vaskemaskine. Dejligt, så var jeg fri for at slæbe det på vaskeri.

Vi hygger os her i Portimao, mens vi venter på at vinden drejer fra nord til øst. Det gør den på søndag og der skulle den holde sig i nogle dage. Så der vil vi tage nogle steps nordover langs Portugals kyst, hvor vi glæder os til at gense mange af stederne vi har været før. I disse dage skinner solen og vi går i shorts midt på dagen, hvor temperaturen er ca 20 grader. Nætterne er kolde, 12-14 grader og så er det næsten lige så koldt ombord om morgenen, når vi står op.

Mange hilsener til jer alle

Anders og Birgit

Tilbage til Gibraltar og en tur på land.

La Línea, den 14. marts 2025

Så er vi tilbage ombord på båden efter vinterophold i DK. Dejligt at gense familie, venner, børn og børnebørn ikke mindst. Nu skal vi ud på sidste del af vores Middelhavstogt. Vi tog afsted i maj 2021 og regner med at være hjemme igen i løbet af juni måned.

Det er forår i Sydspanien, forårsblomster er udplantet i bede og appelsiner hænger stadig på træerne, mens ny høst er på vej med en masse dejligt duftende blomster. Den gule bygning bagerst er byens tyrefægterarena.

Vi skal en tur på land. Det var ikke lige planlagt, men der er en del begroning på bunden. Det skyldes en dårlig bundsmørelse sidste vinter

Efter højtryksspuling skal bunden slibes med sandpapir før den skal males. Det tager ikke så lang tid, men det skal være tørvejr, og det er ikke let at få. Det regner meget….

Vi finder en lille og meget populær restaurant. Bordene står tæt og er hurtigt fyldt op. Men bøfferne er virkelig gode

Udflugt til Gibraltar, som er meget britisk. Sproget, dobbeltdækker busserne og de røde telefonbokse. Man betaler selvfølgelig i Britiske Pund men trafikken kører dog i højre side. Vi går derned, der er kun 1 km til grænsen og lige efter paskontrollen krydser man landingsbanen.

South Port, en af byportene i Gibraltars gamle fæstningsværk. Tykke trædøre skulle holde ubudne gæster ude af byen

Hvis nogen skulle komme ind alligevel, fik de en med kanonen…

Fin beplantning i rundkørslen – det kunne man godt lære lidt af

Udenfor byporten

På havnefronten. Også en del nye bygninger præger bybilledet, især højhuse. Der er jo begrænset plads i Gibraltar, da klippen fylder det meste

Byens smukke katedral

Mindesmærke for samarbejdet mellem USA og Storbritannien under 2. verdenskrig. Der er navnelister over faldne soldater

Et gammelt træ udenfor landporttunellen

På marked i La Línea

Her er et stort udvalg af frugt og grønt

Det blev tørvejr og vi udnyttede tiden. Nu er båden løftet og de sidste pletter under kølen og stativerne malet

og så går det mod havnebassinet.

Vi er tilbage i marinaen efter 4 dage på land. Det skal blæse en del de næste dage, men i weekenden ser det ud til at vi kan komme videre.

Mange hilsner

Birgit og Anders

Costa del Sol

Fuengirola, den 22. november 2024

Cartagena er over 2000 år gammel med mange prægtige bygninger. Den er strategisk vigtig med en flådebase i havnen.

Havnen ligger tæt på den gamle bydel. Store gamle bygninger præger bybilledet. Romerne besatte byen og de har præget arkitekturen.

Rådhuset midt på “strøget”, Calle Mayor

hovedindgangen til rådhuset

trappen inde i rådhusbygningen

Der er mange folk på gaden en lørdag aften i Cartagena

imponerende er også udsmykningen i kirkerne, meget guld

Et par store træer i bymidten, gad vide hvor gamle de er…

by renovering eller by forskønnelse?

Det romerske teater, nyt og gammelt i smuk velfungerende harmoni. Det bruges også i dag til koncerter og teaterforestillinger.

Efter et par dage i historiens vingesus, sejler vi videre ned ad østkysten til Garrucha. Herfra tager vi en lille bustur til den andalusiske bjerglandsby Mojacar.

Byen ligger ca 200 m.o.h.

Her sidst på sæsonen har vi næsten landsbyen for os selv. Gaderne er smalle, den er ikke bygget til bilkørsel.

byporten i landsbyen, med en stejl sti videre ned mod kysten

udsigt fra byen da vi går tilbage til havnen

Fine friske varer hos grønthandleren

Ups, vi fik noget kørt til skruen. Der var plamager med små træer og buske undervejs. Sikkert noget fra oversvømmelserne i ugen før. Noget kunne vi få af ved at bakke, men tovværket måtte skæres af. Så Anders måtte en tur i baljen med en brødkniv i 19 grader varmt vand

Vi er nu nået til Fuengirola på Costa del Sol og vi går hen i Skandinaviske Turistkyrkan. Vi har flere gange været her i kirken og det har været en god oplevelse hver gang.

Palmealle i Fuengirola

Julestjerner er også populære hernede

Gavlmaleri på flere huse i denne bydel

Dette var det sidste oplæg for i år. I næste uge sejler vi til La Linea tæt på Gibraltar. Her efterlader vi båden nogle måneder og tager hjem. Tak til alle jer der har fulgt med på turen. Vi fortsætter turen hjemad mod Danmark i marts. Rigtig god jul og godt nytår til jer alle

Anders og Birgit

Hvide sandstrande på Formentera

Mar Menor, den 8. november 2024

Siden sidst har vi sat farten ned. Efter et par afslappende dage på Mallorca, sejlede vi ned til Ibiza, hvor vi fik en plads i marinaen næsten helt inde i bycentrum. Hvilken luxus. Der blæste en pelikan i 2 dage, men vi lå godt beskyttet i havnen og nød bylivet selvom vejret ikke var bedst.

Men vi skal videre og gør et kort ophold på Formentera, øen med de smukkeste hvide strande

Der er stadig store dønninger der ruller på land på østsiden af øen

Dejligt at gå i det bløde sand – det er meget længe siden vi har set så fint sand

Der er en del både her og landgang er bare op på stranden

Vi går en lang tur ned til en sæson lukket restaurant

Så er kursen sat mod vest og det spanske fastland. Der er en smule modvind, men vi holder kurs mod Calpe og ankommer efter 11 timers sejlads, halvdelen af tiden kun for sejl

Her er vi ankret op bag den meget spektakulære klippe, 300 m høj

Den spanske østkyst er prydet med ferielejligheder komplekser, Calpe er ingen undtagelse, selvom den er mindre kendt. Vi går en tur langs strandpromenaden. Vi hører om de store regnmængder, der er faldet kun en times kørsel herfra. Der er voldsomme billeder på lokale tv kanaler og flere steder i byen samles der ind, tøj, tæpper og mad. Vi har haft regnvejr men ikke så enorme mængder.

Vi går videre ned til den mere kendte by, Torrevieja. Anders hilser på en af musikerne i en skulptur på havnefronten

Vi har god tid og sejler ned til Mar Menor, en stor indsø. Mod nord er der et stort saltudvindingsområde. Der er fine stier, så man kan gå eller cykle rundt om saltanlægget.

Vand ledes gennem nogle damme og så fordamper vandet i sommerens sol og vind

Den lyserøde farve på vandet skyldes saltet, og det ser smukt ud

Her ses selve fabrikken med saltbjerge udenfor. Her udvindes 80.000 tons salt om året.

Der var mange forskellige vadefugle, men mest iøjnefaldende var flamingoerne 🦩. De var lidt sky, men fine lyserøde ben og lidt på vingerne

Til sidst en af møllerne, som i gamle dage pumpede vand ind i området. Vi gik næsten 10 km og så kan man godt nyde en god portion Fish ‘n chips….

Om et par dage fortsætter vi til den gamle flotte by, Cartagena, et gensyn, men det bliver det ikke mindre spændende af. Vi var der i påsken for 2 1/2 år siden.

Rigtig god weekend til jer alle

Anders og Birgit

PS. Vand temperaturen er under 20 grader nu. Luften er 20-24 grader midt på dagen, så det er stadig vejr til shorts/t-shirt….

Page 1 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén