Rejsebrev nr.6
december 2006
Tobago Caribien
Hej alle der følger os!
Den 17. november sejlede vi ud af Puerto Rico havn til vink og tågehorn. Foran os havde vi 2800 sømil over Atlanten, med et enkelt stop på ø-gruppen Kap Verde. I skrivende stund sidder vi her på Tobago i bugten Man O’ War Bay.
Vi havde en fin tur over Atlanten. Vi startede ud med ca 850 sømil til Sao Vicente – en af de Kap Verdiske øer. Denne tur tog 6 ½ døgn. Vi var fire både, der sejlede ud næsten samtidig og vi snakkede sammen tre gange dagligt, først på VHF og senere på SSB-radioen. Det var vældig betryggende – og hyggeligt. Vi udvekslede positioner og distance til målet samt evt. fiskefangster og om vi så delfiner eller hvaler. Vi havde en enkelt dag med for meget vind lige imod. Så vi måtte krydse op i vinden. Det var en træls dag, men ellers var vinden med os.
Kap Verde var en helt anden verden, end den vi kom fra. Klimaet var varmt og tørt, og befolkningen sorte. Nu føler vi rigtigt, at vi er kommet langt væk hjemmefra. Der var stor fattigdom og elendighed. Folk tiggede og stjal og nogen var henvist til at sove på gaden. Der var stor arbejdsløshed – hver dag var, for langt de fleste, en kamp for at overleve. Vi havde vores ”private” dinghy-boy, til at passe på gummibåden, når vi var i land. Sommetider var han der ikke, og så fik vi lidt små-problemer ud af det. Vi var lidt utrygge ved at være der, så efter 3 dage var vi klar til den store del af Atlanterhavsturen, mod Tobago, som er på størrelse med Langeland, dog lidt bredere.
Turen tog 14 døgn og 17 timer, ca 2150 udsejlede sømil – og vi ankom således til Tobago d. 12. december. Det var hurtigere, end vi havde regnet med, men vi havde god vind hele tiden, til tider lidt for meget og til sidst lidt for lidt, men mest mellem 8 og 15 sekundmeter.
Efter 12 timers sejllads fra Kap Verde, havde vi et lille uheld. Forsejlet faldt pludselig ned, fordi det havde løsnet sig fra faldet. Op imod vind og strøm ville det have taget 2 døgn at sejle tilbage til Kap Verde, så vi så os nødsaget til, at ordne det her og nu. Far måtte en tur i masten for at hente faldet ned igen. Det var ikke så rart i høj sø midt om natten og det var ved at blæse op. Men det gik heldigvis godt. På sådan en lang tur sker der stor slitage på sejl og rig, og det skal man hele tiden være opmærksom på.
I den første uge fangede vi fisk næsten hver dag – tun og guldmakrel, som er vores favorit. Den smager virkelig godt, vi eksperimenterede med forskellige tilberedninger, på panden og som fiskefrikadeller med remoulade – direkte importeret fra Fyn (tak morfar). En dag blev krog og dertil lokkende blæksprutte bidt af, hvorfor fiskeriet var slut, og vi måtte ty til mors hjemmefra henkogte. Vi nød retter som medister, frikadeller og kylling på den sidste del af turen. Vi kom også godt i gang med bagning – ca. hver anden dag var der nybagt brød eller kanelsnegle.
Da vi havde sejlet godt en uge observerede vi pludselig en sejlbåd ude om styrbord. Den kom tættere og tættere på, vi kaldte op på VHF’en og hørte Mathias’ stemme (SY-ATLANTA). Vores veje krydsede, og vi kom så tæt på hinanden, at vi kunne vinke til hinanden. Det var en god oplevelse. Midt ude på Atlanten; helt alene i Verden – og så alligevel ikke! Resten af vejen havde vi kontakt til dem over SSB-radioen. De havde ror-problemer og tog vand ind, så vi kaldte dem op hver sjette time, og hørte hvordan det gik. Men de kom da godt i havn på Barbados.
Det skal nævnes, at det ikke er en selvfølge, at alt går godt på sådan en tur over Atlanten. Vi havde kontakt med den norske båd Celin, som sejlede fra Kanarieøerne til Barbados, hver aften på SSB-radioen. De fortalte os den chokerende nyhed, at den danske båd Sirena, som vi kendte fra Puerto Rico, sank på denne tur. De mener, at de sejlede på en hval og derfor faldt roret af. De kunne ikke stoppe vandindtrængningen, og måtte gå i redningsflåden. Heldigvis blev besætningen reddet, og kom med en båd til Antigua. Båden, der sank, var en Norlin 37, en meget velholdt og solid båd.
Vi er meget taknemmelige for, at alt gik godt for os. Alt i alt havde vi en god, hyggelig, men naturligvis lang tur. Der skete det mirakel ombord, at Anne Marie slet ikke blev søsyg – det blev ingen af os. Vi delte døgnet ind i 2 timers vagter, således at mor og far kunne få sovet om natten, mens Anne Marie og Margit hver især tog en tørn. Vi havde så 2 timers vagt og 6 timers fri. Det fungerede godt. Meget af fritiden blev brugt på at læse, høre musik, lave mad, snakke eller ren afslapning. Vi foretog ofte diverse beregninger om, hvornår vi ville være fremme! Og fik også flettet en del julestjerner nede i kahytten…
Den sidste morgen, dagen før vi kom hertil, skete et mindre uheld. Dækslugen til agter-kahytten havde stået åben på hele turen – det gik ikke denne gang. Pludselig klaskede en skæv sø ind over og 1-2 spande vand fortsatte ned i agterkahytten. Margit lå og sov, men hun blev hurtigt vågen – badet i saltvand. Øv øv det var da træls, men vi tager det med godt humør, og er glade for, at vi snart er i land.
D. 12. december kl. 3 om morgenen passerede vi Waypoint ud for Tobago. Ubeskrivelig var følelsen af at se land. Vi anløb Man O’ War Bay, en fin bugt, og kunne høre hanerne gale inde i den lille landsby, Charlotteville. Vi smed ankeret kl. 4, og sad derefter i cockpittet og fik lidt natmad. Derefter skulle vi bare lige have en morgensøvn, men vi kunne ikke falde i søvn. Vi var fyldt af spænding og forventningens glæde. Da det lysnede, kunne vi stikke hovedet op, og se, at bugten var omgivet af store, grønne og meget frodige bjerge. Den lille søvnige landsby vågnede op, og de lokale fiskere sejlede ud i deres små joller. Det er utrolig flot her.
Vi gik straks i gang med, at afferske båd, dæk og agterkahytten. Det tog hele formiddagen inden vi var færdige med det, havde fået pustet gummibåden op, og var klar til landgang. Så fulgte et større arbejde med indklarering hos immigration og told. Inde i land mødte vi en imødekommende og hjælpsom befolkning, som taler engelsk til daglig – så det er dejligt nemt at komme omkring. Der hersker ingen fattigdom her, som på Kap Verde. Her ser de ud til at have det rigtig godt, konerne arbejder, mens mændene er utrolig dovne. Alt foregår i meget langsomt tempo. Det, vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.
Her i bugten er Skandinavien godt repræsenteret med syv danske og tre svenske både. Dem har vi meget at gøre med, vi sejler rundt til de forskellige i gummibåden og udveksler erfaringer og oplevelser fra den store tur over Atlanten. Det er dejligt at se dem igen på ”den anden side”. Nyankomne modtages af flere fyldte gummibåde.
Vi har været ude og spise på restaurant med dem flere gange, det er dejligt billigt, nemt og hyggeligt. Samtidig nyder vi godt af købmandens is til 1 kr. pr. stk. Hver dag benytter vi os af muligheden for, at springe på hovedet i baljen, vandet er klart, dejligt varmt og forfriskende. Vi snorkler og kigger på fine koraller og stribede fisk i alle farver – det er noget, vi har glædet os til.
En dag tog vi bussen ned til den største by på øen, Scarborough. Det tog halvanden time at køre de 40 kilometer, men var en meget flot tur. Resten af øen er også ligeså grøn og frodig som her – hvorfor det også giver nogle regnskyl ind i mellem.
Vi skal tilbringe julen her på Tobago med de andre sejlere. Det skal nok blive hyggeligt, om end en meget anderledes jul end normalt. Vi vil forsøge at holde en traditionel jul, selvom det er lidt svært at komme i julestemning hernede i varmen.
Efter jul går turen til Grenada, hvor vi fejrer nytåret. Derefter sejler vi til Isla Margarita, hvor vi glæder os til at se Michael.
Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Hilsen fra os alle fire.
Leave a Reply