Rejsebrev 19 Whangarei, november 2007 skrevet af Margit.

Vi bliver i Opua i to uger. Denne tid får vi ordnet en masse ombord, gjort hovedrent, vasket tøj osv. Far får lavet en del på båden – service på motoren, ny varmvandsbeholder, nyt ekstra inder-forstag, reparation af komfur, sejl og bom, samt mange småting. Vi nyder den effektivitet og dygtighed, kiwierne evner.

Der arbejdes med sejl.

Ved havnen ligger mange forskellige udstyrsbutikker hvor man kan finde lidt af hvert, de lokale er hjælpsomme og de kommer til tiden – det er vi ikke vandt til fra Stillehavet, hvor udtrykket ”mañana” (i morgen) bruges ofte.


Efterhånden som dagene går, kommer flere og flere kendte både ind i havnen. Efterhånden er vi 6-7 skandinaviske både og mange amerikanske. Nogen har haft en bedre tur end andre.. Alle mødes her og byder hinanden velkommen til New Zealand.

Den norske båd Empire inviterede os en dag på sejltur ud i bugten for at se en gammel fregat blive sunket. Vraget skal bruges til at dykke på som et kunstigt rev. Første gang vi mødte Empire var på Tonga. De har sejlet syd om Sydamerika på vejen hertil, og har haft en meget fin tur. Det kan man læse mere om på deres hjemmeside, som der findes et link til her på siden under ”links”.

På sejltur med Empire. Finn og Tove fra Xanadu er også med.
På tur med Empire.
Der er mange både ude for at se en fregat blive sænket, så den fremover kan bruges som dykkermål. 

Efter nogen tid kommer sidste skandinaviske båd til – lille Valkyrien har gjort turen på 9½ dag, det var en hurtig, men meget våd tur. Vidar afmønstrer efter planen her i Opua og rejser hjem til Norge.

Valkyrien er kommet godt frem til Opua efter en våd tur fra Tonga. De har nu sejlet hele vejen fra Norge til New Zealand i en 22 fods sejlbåd, og det er en meget flot præstation. 

essence, en båd her fra NZ, vender hjem efter en 7 års jordomsejling. Gennem essence møder Anne Marie og jeg nogle andre unge på vores alder. To fra en amerikansk båd, Barbara Ann, som er en Najad 520, og to fra den belgiske båd Surcouf, en Contest 55. Senere træffer vi også to andre belgiere fra en selvbygget stålbåd, Skedemongske 2. Det er godt at være sammen med unge mennesker igen.

Margit med det New Zealandske flag på SY essence, der netop er vendt hjem efter en syvårs jordomsejling.
Anne Marie og Margit spiller kort ombord på Barbara Ann sammen med andre unge. 
Vi har fået besøg. 

Da reparationerne er færdiggjort, er vi klar til at sejle videre. Tager en rundtur i Bay of Islands. Bugten er meget flot med små øer med grønne bakker og græssende får. Vi besøger forskellige små byer og øer. Russell er en lille hyggelig by med små cafeer og souvenir-butikker.

Fine veje i den hyggelige lille by, Russell.
Cruising i Bay of Islands.
Grønne bakker og flot natur ved Bay of Islands.
På gåtur ved Doves Bay, nær Kerikeri. 

Kerikeri er lidt større, da sejler man op ad en flod ved højvande, for at komme til. Det første vi ser, da vi kommer hertil er Jette, den danske fiskekutter, som vi sidst mødte på Tahiti. Da havde han sejlet i 73 dage fra Ecuador, så blev han på Tahiti i 4 dage, og så af sted igen – direkte til NZ! Nu ser vi båden her i Kerikeri – nå, så er han da kommet frem. Vi så desværre ikke manden selv.

Margarita ligger udenpå den danske fiskekutter, Jette, på den hyggelige ankerplads ved Kerikeri.

Her er flere historiske bygninger, deriblandt New Zealands ældste hus, som er fra 1833. Vi tager også på vandretur op til et vandfald, der hedder Rainbow Falls, og falder 27 meter. Landskabet her er meget bakket, og mange steder har man lavet markerede vandreruter gennem skove til udsigtspunkter og vandfald.

”Stone store” er New Zealands ældste bygning, og samtidig Kerikeri’s vartegn.
Smuk natur i Kerikeri.
Vi er på vandretur op til Rainbow Falls. Dette er et mindre vandfald, der ligger længere nede.
Rainbow Falls falder 27 meter.
Margit ved toppen af Rainbow Falls. 

Efter tre dage i Kerikeri kigger vi på to små øer, Roberton Island og Moturua Island, inden turen går 50 sømil ned ad kysten til Whangarei. På vejen ud af Bay of Islands ser vi turistattraktionen ”Hole in the Rock”.

Margit på Roberton Island.
Anne Marie sidder på gummibåden på stranden.
Hole in the Rock – ved udsejlingen til Bay of Islands. Vi sejler ned til Whangarei Heads. 

Whangarei er en lidt større by, der ligger op ad en flod. Da vi kom nordfra, drejede vi om hjørnet Whangarei Heads, og fandt en ankerplads omgivet af grønne bjerge. Det bliver til endnu en vandretur – vi går op på toppen af et bjerg på 400 meter, der hedder Mt. Lion. Herfra er en flot udsigt.

Flot ankerplads ved Whangarei Heads.
Margarita for anker i Whoolshed Bay, lidt udenfor Whangarei.
På vandretur igen. Holder pause og nyder udsigten.
Anne Marie.
Udsigt over Whangarei Heads. Vi er på vej op på bjerget.
Margit og far kravlede hele vejen op på bjerget, der er 400 meter højt.
 

Søndag d. 18. november sejler vi de 13 mil op ad floden for at komme ind til centrum af byen. Finder en kaj-plads i marinaen Town Basin. Her ligger Villvind og Vagabond Virgin også. Menja og Valkyrien står på værft lidt herfra. En dag kom Dale fra fiskekutteren Jette tilfældigt forbi og så os i båden. Det var rart at se ham igen. Han havde sejlet 78 dage fra Tahiti til New Zealand.

Vore venner Ingrid og Frank fra Menja, som vi første gang mødte på Kap Verde.
Whangarei Falls er en stor turistattraktion.
Ved toppen af Whangarei Falls.
Anders og Birgit ved et udsigtspunkt.
 

Det er skønt at komme til en ordentlig by igen med masser af butikker, cafeer og endda et par store varehuse. Byerne her minder os om dem derhjemme. Vejene er så fine og uden huller, og med lige fortov og skilte – ikke just hvad de havde at byde på i Stillehavet. Det er tydeligt at se, at vi nu er kommet tilbage til den vestlige verden med et velfungerende samfund.

Vi køber en bil her i Whangarei. En mini-bus til syv personer, så den er meget komfortabel. Den skal vi bruge til udflugter på sydøen efter nytår.

Mange hilsner her fra NZ