sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Følg med!

 

Rejsebrev

 

Selvom du ikke er ombord kan du her på siden få lov til at føle dig tæt på!

Her kan du følge med i de talrige oplevelser vi kommer ud for på vores tur. Vi vil skrive om hvad vi foretager os og hvor vi er henne.

Vi satser på at have et rejsebrev klar til hver måned.
 

 


Rejsebrev nr. 36 Tilbage i Thailand Boat Lagoon


Hej alle sammen derhjemme
Efter en lang men behagelig rejse, ankom vi her til Boat Lagoon lidt nord for Phuket by forrige fredag. Vi har været hjemme i Danmark i godt 5 måneder og har nydt at være sammen med vores børn, svigerbørn, familie og venner.
Her på Boat Lagoon blev vi modtaget af vores norske venner fra Pomona, som vi fik lov at stille bagagen hos, mens vi gik ud i området for at finde logi. Vi forhørte os på flere lejligheder men de var alle for dyre, så vi måtte booke et hotelrum. Nu bor vi meget tæt på pladsen hvor bådene står. Vi var meget spændte på at se hvad der var gjort på båden. Hjemme havde vi modtaget flere mails med fotos af det igangværende arbejde. Der var lavet ny dørk nede i båden og oppe var det nye teakdæk næsten færdiglagt, dog var der ikke fuget. Arbejdet så virkelig godt ud – de er gode til deres håndværk, thaierne.
Overdækningen af båden skønnede vi ikke var god nok, så i de første dage arbejdede vi på at få masten af og få dækket båden bedre af. Der kommer nogle meget saftige byger af og til og det er vigtigt at der ikke kommer til at stå vand på dækket nu inden det er fuget.
Bunden har udvendig fået den helt store omgang med total afskrabning helt ind til gelcoaten. Herefter har den stået og tørret i 5 måneder og nu har de behandlet den først med 4 gange epoxy-primer og så 3 lag primer. Tilsidst får den 3 lag bundmaling men ikke før den skal i vandet.
De røde striber er blevet sprøjtemalet, den gamle motor er taget op (den nye kommer ned i næste uge), bundhaner og batterier er skiftet, vinduerne i salonen tog vi ud og satte i igen i ny sikaflex for at tætne dem. Vi har investeret i et nyt storsejl, malet loftet i salonen og købt nye lamper dertil. Køleskabet kunne ikke tåle varmen mens vi var hjemme, så den er til rep – håber ikke det skal kasseres...Vores alu-vinduer i cocpittet var ved at være tæret og utætte så vi får lavet et helt nyt vinduesparti i rustfrit stål med et forvindue der kan åbnes; vi er meget spændte på resultatet. Sidste større ting i ordrebogen er et nyt cocpittelt.
Derudover er der selvfølgelig en del småting. De er eksperter i at lave ting i rustfrit stål og laver gerne f. ex dæksgennemføringer og beslag efter mål til utrolig lave priser.
Her i Boat Lagoon er der flere værksteder der ledes af vesterlændinge. Det er selvfølgelig rart rent sprogmæssigt, men deres timepris er desværre også som i vesten. I modsætning hertil får en thai ca 100 kr i dagløn.
Vi har haft stor fordel af vores bekendtskab med Bo, FTLF-kontaktpersonen her på stedet. Han kender mange dygtige og billige håndværkere. F. ex lod vi ham stå for bundbehandlingen af båden. Han hyrede en formand som igen havde en flok thaier til at arbejde for sig, 8 mand i alt. Men som regel er der kun 2-3 der arbejder mens de andre ”ser på,” griner og kommenterer arbejdet – vi tror dog på vigtigheden i fællesskabet, de kan nok slet ikke lave noget hvis de er alene og ingen kigger på!! Nå, det var nogle hyggelige fyre og vi fik en del snak med formanden. I dag er det lørdag, men ikke weekend-fri. Man arbejder også til kl 17 om lørdagen ligesom de andre dage.
Om 2 uger får vi besøg af Margit og Jeppe, det glæder vi os meget til
Dette var alt for nu – måske ikke så eksotisk en beretning fra det ellers så skønne og solbeskinnede Thailand, men vi vil helt sikkert komme til at se palmeklædte hvide sandstrande og mangefarvede fisk i turkisfarvet vand igen når vi er færdige med båden.

Mange hilsener
Birgit og Anders


Se billederne til dette rejsebrev