sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Følg med!

 

Rejsebrev

 

Selvom du ikke er ombord kan du her på siden få lov til at føle dig tæt på!

Her kan du følge med i de talrige oplevelser vi kommer ud for på vores tur. Vi vil skrive om hvad vi foretager os og hvor vi er henne.

Vi satser på at have et rejsebrev klar til hver måned.
 

 


Rejsebrev nr. 34: Burma, Vietnam og en hjemrejse.


Nu er det vist på tide at vi giver ”lyd” fra os igen. Der er sket meget den sidste måned.
Pga Thailands kortvarrige visumtilladelser, er man nødt til at lave små udflugter til Thailands nabolande.
Vi lånte en bil af vores gamle ven, nordmanden Olav og kørte nordpå til Ranong, hvor der er grænseovergang til Burma. Det var dejligt at få lidt asfalt under fødderne og vi nød den fine natur på vejen derop, der var bl.a. en masse fiskebrug langs vandløbene. I Ranong måtte vi stå i kø i næsten en time for at stemple ud af Thailand. Så blev vi sejlet over til Burma i en longtail-båd og så var der igen kø i paskontrollen. En ung fyr fra Immigration foreslog at vise os lidt rundt i byen i mellemtiden. Vi ville gerne høre noget om landet og han fortalte en masse, men da vores spørgsmål fik lidt mere politisk karakter klappede ham i som en østers og kiggede sig diskret omkring. Han lod os forstå at han ikke måtte/kunne udtale sig om dette. Vi nikkede anerkendende – burmesere kan blive straffet hårdt, måske henrettet, hvis de snakker politik med udlændinge. Umiddelbart kunne vi ikke se forskel på Burma og Thailand, men vi ved at det er et meget lukket land og befolkningen er fattige og undertrykte. På et tidspunkt ville Anders fotografere nogle børn, men straks kom en civil betjent og sagde at det måtte han ikke. De var hjemløse og sådan en elendighed måtte ikke vises frem i Vesten. Sandheden er nok at man i det hele taget ikke må vise noget som helst fra Burma. Vi sejlede tilbage til Thailand og blev, efter en times tid i kø igen, stemplet ind i Thailand.
På vej sydpå igen var vi i Khao Lak, som blev meget hårdt ramt af tsunamien i dec 2004. Vi så en mindepark med en skulptur som forestillede bølgen og bag denne en vold med mindeplader for omkomne. Derefter besøgte vi et museum, hvor de udstillede tegninger var lavet af børn, som var ofre for tsunamien. Der var video og plancher om ulykkens enorme omfang. Børnene havde lavet souvenirs, som man kunne købe og selve entreen gik til støtte for disse børn. Senere kørte vi ud og så den berømte politibåd, som står 2 km fra kysten, skyllet derind af bølgen. Naturens kræfter er voldsomme.
Midt i februar tog vi en tur til Vietnam. Vi ankom lige før deres nytår og så hvordan de pyntede byen op med blomster, især gule, da det er tegn på forårets snarlige komme. Efter nytår med festfyrværkeri var de fleste restauranter, cafeer, butikker og markeder lukkede i flere dage og hele familien rykkede ud på fortovet og spiste, drak og spillede kort. Vi tog væk fra storbyen og ned til Mekong-flodens enorme delta for at se lidt af dagliglivet. Vi blev sejlet rundt til små landsbyer og var ved et flydende marked og så hvordan de i deres smalle træbåde belæsset med al slags frugt og grønt (- og gule blomster) solgte og byttede varer. Der er meget frugtbart i deltaet og en stor del af verdens ris bliver dyrket her. Deres boliger langs bredden så meget simple ud, bygget på pæle – antagelig pga tidevandet. Vi passerede også en hel flåde af fiskekuttere, de var meget velholdte med flotte farver. På denne Mekong-tur mødte vi et dansk par og fik en masse at vide om Vietnam, da han havde boet og arbejdet en del i landet. Det er et kommunistisk diktatur, men de åbner mere og mere op mod vesten, men man kan ikke se CNN eller BBC på TV. Landet har været smadret efter mange års krig, men industrien er i fremgang og der er stigende vækst i BNP. Trafikken er skrækkelig. I løbet af få år er cyklerne skiftet ud med motorcykler og den karakteristiske stråhat med styrthjælm... Saigons 10 mill indb har 4 mill motorcykler, men ikke mange biler. Om søndagen var vi til gudstjeneste i Saigons Lutherske kirke. Der var rigtig mange mennesker. Talen blev oversat til engelsk, som man kunne høre via høreværn.
Mens vi var i Vietnam fik vi besked om at Anders´ far var blevet dårlig og Anders fløj hjem fra Vietnam og nåede at tale med sin far før han døde. Det var godt både for ham og for Anders´ mor. Hans far var 91 år og mæt af dage så det var godt for ham at han fik fred. Det vil selvfølgelig altid være et savn, men vi har mange gode minder og ved at vi skal mødes igen.
Jeg tog alene tilbage til Thailand. Vi kunne ikke begge pludselig og uforberedt efterlade båden. Jeg var alene ombord i 10 dage før Anders kom igen. Det gik fint – vi har flere danske venner og også norske Olav. Alle var søde til at hjælpe og tage sig af mig.
Nu sejler vi til Langkawi (Malaysia) med stop på nogle øer undervejs. Vi skal hente en ny Yanmar-motor til båden.

Mange hilsener
Birgit og Anders




Se billederne til dette rejsebrev