sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Følg med!

 

Rejsebrev

 

Selvom du ikke er ombord kan du her på siden få lov til at føle dig tæt på!

Her kan du følge med i de talrige oplevelser vi kommer ud for på vores tur. Vi vil skrive om hvad vi foretager os og hvor vi er henne.

Vi satser på at have et rejsebrev klar til hver måned.
 

 


Rejsebrev nr. 32: Thailand – endestationen for denne sæson



Vi er kommet til Thailand – officielt indklareret den 11. november, men uofficielt stoppede vi en del steder på vej op til Phuket fra Langkawi, en distance på ca 130 sømil.
En kort dagssejlads fra Langkawi ligger Butang-øgruppen. Her oplevede vi for 1. gang siden Bali at vandet var klart og vi nød igen at kunne studere livet under vandoverfladen. Og her så vi også de typiske thailandske longtail-både – smalle træbåde som pisker afsted med skruen næsten oven vande. Mens vi sad her på en ellers øde strand, kom der pludselig store speedbåde og satte 100-vis af grønblusede folk af. Vi troede det var turister, men de vimsede rundt med sorte affaldssække og forsvandt igen lige så hurtigt som de kom. Det var strandrensere, 700 mand i alt som gik rundt på strandene i den lille øgruppe... Om aftenen efter solnedgang kunne vi se kraftige lysskær på himlen. Det er lysfiskere, som fisker efter ansjoser, som de lokker til sig med skarpt lys fra mange store elpærer som sidder på bomme og lyser ned i vandet.
Et af Thailands bedste snorkelsteder er Koh Rok Nok, ca halvvejs mellem Langkawi og Phuket. Her var utrolig flotte koraller – de lignede næsten savoykål – og farverige fisk i alle størrelser, gule, blå, grønne, orange og stribede...vi kunne have brugt flere dage her , men myndighederne i Thailand kan ikke lide hvis der går for lang tid mellem udklarering fra Malaysia og til indklarering i Thailand. Så vi fortsatte til Phi Phi-øerne for et kort stop, inden vi ankom til Chalong Bay syd for Phuket By. Phi Phi er enormt turistet og den lille landsby bugner af turistbutikker, såsom turarrangører, dykkershops, købmænd, massagebutikker, restauranter og barer.
Vi gik lidt rundt i de små gader, mens vi med tsunamien i tankerne bemærkede at alt var ret nyt: bygninger, flisebelægninger og beplantninger og kun få gamle træer. Alt var blevet skyllet væk, da kæmpebølgerne rullede hen over øerne 2. juledag 2004. Men da det er et stort turistmål, blev det forholdsvis hurtigt bygget op igen i modsætning til f.eks de fattige landsbyer på Nord-Sumatra, Banda Aceh-området, som i dag stadig bærer præg af tsunamiens hærgen. Naturen på Phi Phi er meget flot. Store klipper rejser sig majestetisk op fra havet – det er et imponerende syn. Mange af dem er omkranset af kridhvide strande og koralrev.
Her i Chalong har vi fået lavet reparation på motoren, bl a ny lydpotte og udstødningsbøjning og vi har fået lavet nyt solsejl – det gamle var næsten mørnet op. Vi har haft stor hjælp af FTLF-kontaktpersonen her på stedet, Bo Søndergaard. Han kom sejlende hertil for 15 år siden og er gift med thailandske Chamnian. De har en Swan 47, Patrice III. Det er en kendt kapsejler, som har vundet mange store kapsejladser, bl a Sydney-Hobart 2 gange. Nu sejler den charter og Bo er dykkerinstruktør.
Bo kender mange lokale håndværkere og har kørt mange kilometer rundt med os på hans motorcykel med sidevogn. En dag spurgte han om vi ville med ud og spise BBQbuffet på en restaurant. Det var bare super...mørbradbøffer, spareribs, pølser, kylling, små hakkebøffer, flødekartofler, kartoffelsalat, pommes frites, ris (vi er jo i Thailand) og så en masse salat, suppe til forret og frugt til dessert – hele herligheden kostede den nette sum af 27,45 kr pr pers - vi har bestilt bord igen til næste fredag...I øvrigt nyder vi igen at kunne købe fersk svinekød i supermarkederne; det er godt og billigt, men det er lidt varmt at stå og kokkerere i 30 gr varme. Så er det mere behageligt og næsten lige så billigt at få andre til at stege og brase for sig. Man kan sagtens få et måltid mad for en tier. Ved siden af os ligger en gammel danskbygget fiskekutter, Seraph. Den er fra 1906 og har sejlet på Nordsøen til sidst i 70-erne, hvor den blev solgt og omrigget til lystbåd. Den har sejlet med charterturister her i Thailand i de sidste 20 år.
Når motoren igen er blevet køreklar skal vi lidt rundt og udse os de bedste strande og snorkle-steder her i området. Vi har fået en del tips af Bo. Midt i december ankommer vores børn og så skal vi vise dem det bedste af det bedste.
I Malaysia fik vi lavet et 2 mdrs visum til Thailand. Det kan forlænges 1 md mod betaling, men da vi skal være her mere end 3 mdr, må vi finde på noget, så måske sejler vi til Burma efter nytår eller tager en billig flyvetur ud af landet med Air Asia.

Indtil da: nyd juleforberedelserne, julefrokosterne og butikkernes gaveorgier – her er der et enkelt juletræ med lys på hist og pist og en sjælden gang ses en oppustelig nisse.

Mange hilsener til jer alle
Birgit og Anders



Se billederne til dette rejsebrev