sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Langs Portugals kyst - fra La Coruna til Lissabon

 

Kære familie, venner og alle, der interesseret følger os.

Er I spændte på at høre fra os?

Vi sejlede over Biscayen dagen efter at Jeppe var ankommet – vi kunne jo ligeså godt prøve ham af med det samme. Turen gik fint. Det var meget stille, så motoren gik 2/3 af tiden, og ellers var det spileren der trak. Vi kom til La Coruna efter 67 timer. Vi ankrede lige udenfor havnen og vi gav 10€ pr dag for at kunne bruge deres faciliteter, så som vand, bad/toilet og dinghybro(til at fortøjre gummibåden ved når vi skulle i land.

La coruna er en dejlig by. Der er en masse liv i gaderne og der var flere fine strande. De unge mennesker sejlede selv ind når de ville i land og der var mange muligheder for handel og internet. Og så var det lidt billigere end i Frankrig. I den  gamle bydel som var levendegjort i weekenden var der boder med bolcher, brød,sæbe og smykker m.m.

Vi blev i La Coruna i 6 dage og fejrede bl. a Anne Maries 16-års fødselsdag. Vi gik på marked og købte ind til barbecue-spareribs med en masse salat og sprøde flutes. Hun blev vækket med brunch kl 11, så tog vi på stranden med en hjemmebagt waleskrans, som blev fortæret med is på. Efter aftensmanden tog vi igen i land –denne gang for at Anne Marie kunne komme på nettet og modtage lykønskninger fra kammeraterne. I Lacoruna traf vi for første gang andre danskere. Vi havde kort snakket med Toodloo fra Korsør i Brest før Biscaykrydset, men vi har truffet dem flere gange siden og det er vældig hyggeligt at snakke med andre danske.

Derfra gik turen videre sydpå . Efter et kort ophold i Corme ca 15 sømil fra La Coruna, strøj vi videre sydpå med 7 knobs fart – nu var der endelig kommet vind. Vi havde fået anbefalet en ankerplads helt inde i en bugt , Corcubion, der måtte da være læ for nordenvinden. Men ak – da vi var næsten deroppe friskede vinden yderligere. Vinden var lige imod og vindmåleren stod på 50 knob. Motoren gik for fuld skrue og det rystede i hele båden. Heldigvis havde vi lige fået sejlene ned. Der blev ikke helt læ oppe i bugten.

Vi var der i 4 dage og det blæste hele tiden ca 25 knob, men bortset fra at vandet var for koldt til at bade i, var det en fin by at få tiden til at gå . Der var bl.a et stort indkøbscenter med netcafe, som blev flitigt besøgt. Vores ”nabo” på ankerpladsen var en svensk båd, Vicki, også dem har vi truffet flere steder ned ad kysten og vi har inviteret hinanden på aftenskaffe.

Trætte af blæsevejret sejlede vi videre sydpå. Der er mange flotte bugter i Nordspanien, desværre fik vi ikke nydt meget af den natur. Vi kom ind i et  stort område med skovbrand. Det gav dårlig sigt et par dage og sur røglugt, men det værste var nedfaldet af aske. Det  dryssede i flere dage og vi kunne  ikke lukke luger eller vinduer op. Det blev samtidig varmere og ikke meget vind så det var næsten uudholdeligt.

Vi var i Vigo et par dage, bl a for at sende Jeppe hjem igen. I Vigo så vi os også nødsaget til at tage båden på land. Vi havde i længere tid haft problemer med skruen og frygtede at der var noget alvorligt galt. Det viste sig blot at være et stykke tovværk som sad fast om skrueakslen og problemet var løst på en halv time. Løftet med liften kostede kun 63€ og de var meget professionelle med arbejdet.  

Vi flygtede væk fra røgen og kom til Portugal. Vianno do Castello – en meget smukt beliggende by – ved en flodmunding og om aftenen vat borgen, Santa Lusia, oppe på bjergskråningen oplyst. Portugal er lidt mere sydlandsk på flere måder. Lidt billigere og lidt mere beskidt. Næste stop blev Povoa de Varzim, også et sted vi var blevet anbefalet og den hidtil billigste – kun 11€ pr nat –

Også et fint sted. Der var bl a både vaskemaskine og tørretumbler og prisen var lav, så mutter samlede en stor sæk og gik på vaskeri. Men det var ikke udelt glæde. Maskinen var lille – ok så ta´r vi bare to vaske men da tørretumbleren ikke virkede var succesen på et meget lille sted, Hele båden var de følgende dage fyldt med vasketøj. Turen    går videre og vi lægger til i en stor beskidt havneby ved Porto. Her fra tager vi en bus ind til centrum for at gå på besøg i de berømte portvinshuse. Man får en forklaring om portvinens historie og dyrkning samt en rundvisning blandt de enorme vintønder på lageret. Tilsidst får vi en smagsprøve på den ædle drik, som Danmark i øvrigt er en meget stor aftager af.

Vi sejler igen, Figuiera da Foz. En ikke så lille by – meget turistet, fin strand, men vi flygter herfra. Vi bliver plukket for over 31€ i havnepenge og det var ikke muligt at ankre – lillefar talte næsten i tåger hele aftenen af ren befippelse. Så næste dag sejlede vi til Peniche, som er en stor og aktiv fiskerihavn. Vi ankrede ved siden af et par store notbåde og fulgte med når fiskerne tog af sted og kom hjem igen. I nærheden var også et skibsværft, hvor der arbejdedes i døgndrift – der var i hvert fald en sliben og hamren både dag og nat. Peniche var et dejligt sted og vi blev der i 5 dage. Så tog vi med mod Lissabon, men ankrede op ved Cascais. Her var en rigtig flot strandpromenade. Fine små strande omkranset af klipper. Palmer som vajede i vinden og et pulserende byliv. Vi tager gummibåden ind til en af strandene og nyder at vejret igen er blevet godt. Vi har haft det ”koldt” med kun godt 20 gr i mange dage, og når vi sejler er det slet ikke varmt med vinden agterind, især hvis der er meget af den og det har der ind imellem været.

Vi sidder i skrivende stund i en af Lissabons lystbådehavne (Altacama). Portugals kyst har været meget varieret. Klipper og badestrande, hotelbebyggelse og små bjerglandsbyer – vi troede blot det var sandstrand og klitter som derhjemme. Foran os har vi nu knap 500 sømil til Madeira og Porto Santo, men det får I senere.

  

Kærlig hilsen til jer alle

Besætningen på Margarita

 

Anne Marie

Margit

Birgit

Anders

 

Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!