sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Fiji II

 

Rejsebrev 17 – Fiji – oktober 2007 – skrevet af Anne Marie.

Hej til alle de kære læsere.

Her har I en lille hilsen fra Fiji – landet som skiller Polynesien fra Melanesien. Snart skal sejlene sættes for turens egentlige mål, New Zealand og det er derfor tid til at fortælle lidt om vores ophold her i Suva, hvor Margarita ligger for anker ved hovedstaden, som ligger på det sydøstlige hjørne af den ene hovedø, Viti Levu. Suva er med sine 170.000 indbyggere centrum for den sydlige stillehavsregion. Efter europæisk målestok er den ikke speciel stor, men for Stillehavet er det en af de større byer og med masser af aktivitet og ikke mindst en spændende fijiansk befolkning, som oprindeligt nedstammer fra de mørke melanesere. Dernæst er en stor del af befolkningen af indisk afstamning, og som I kan se på billederne til dette rejsebrev, kan man tydeligt se forskel på melaneserne med sort, kruset hår og inderne, der i de fleste tilfælde er lidt tyndere.

Et par dage efter, at vi var ankommet til Suva, sejlede en finsk båd på revet ikke langt fra havnen. Heldigvis var situationen ikke dramatisk, da de kunne sejle ind i havnen med deres gummibåd. Farvandet øst for Fiji er som nævnt i sidste rejsebrev et farligt område for både – især før GPS’ens tid. Vi kunne se en meget skæv mast ude i horisonten, og det blev hurtigt et fast samtaleemne blandt bådene her på ankerpladsen. Alle tænkte, at det kunne ligeså godt have været mig og min båd. Den finske båd hedder Marita og vi har mødt den én gang før – på Tonga. Nu har vi snakket med parret – de har 10 års sejlerfaring bag sig.

På grund af bjerge nord og vest for Suva, som fanger de sydøstlige vinde, kan man nemt risikere at opleve et meget fugtigt klima, hvor en paraply ville være et meget fornuftigt våbenvalg, når man skal ind til byen. Suva får årligt over 3100 mm regn, og ud af de 2-3 uger, vi har været her, har vi haft 3-4 solskinsdage. Men hvis man spørger mig, er det nu helt i orden med en lille pause fra den tropiske hede, som vi har opholdt os i mange andre steder.

En af de store oplevelser, vi har haft her i Suva, er det kæmpestore og omfattende frugt- og grøntsagsmarked. Sådanne markeder har vi godt nok set andre steder, fx på Tonga, men aldrig har jeg set så meget frugt samlet på ét sted, som her. Man kan ikke finde rundt mellem bordene og som I kan se på tilhørende billeder, er der nok at tage af og oven i købet er priserne ekstremt små, så her er der altså ingen undskyldning for ikke at spise sundt. For at give et eksempel på pris-niveauet, kan jeg berette, at vi den anden dag handlede 4 agurker for det, der svarer til 3,30 kroner. Hvis man er sulten på andre områder end alt det sunde, er der også rig mulighed for at få sig en billig frokost i Suva, på en af de mange caféer og ikke mindst McDonalds var meget kærkomment for vores vedkommende. Almindelige dagligvarer har også rimelige priser - i hvert fald hvis man sammenligner med Fransk Polynesien, som var et ekstremt dyrt område at gå på indkøb i.

Et andet marked i Suva, er fiskemarkedet, som rummer en række forskellige flotte fisk – bl.a. den flotte papegøjefisk, som vi for første gang smagte i Tuamotu-atollerne.

Et helt tredie marked her i Suva, hvor pungen let kan komme af lommen, er et såkaldt handicraft-marked, bestående af mange forskellige håndlavede ting og sager – flettede kurve, træskærearbejde som figurer og tallerkener med Fiji-motiv på og ikke mindst skal man ikke lede længe efter bibelvers – skrevet på et materiale, som hedder tapa og som kun laves på Tonga og Fiji. Tapa fremstilles af et specielt morbærtræ, hvor det inderste hvide lag bark bankes ud og bearbejdes ind til man kan bruge det til dekoration og lave forskellige mønstre på. I en af håndværker-butikkerne faldt vi i snak med en ung kristen pige, som var indisk efterkommer. Den kommende søndag besøgte vi hendes kirke, hvor menigheden sørgede for, at vi følte os MEGET velkomne.

På gaden i Suva øjner de lokale mange muligheder for at tjene en skilling. Unge drenge sidder klar med en klud til at pudse folks sko med, andre er parat med nål og tråd til at reparere tasker, sko og lignende med. Lidt mere sørgeligt er det at se de ulykkelige tiggere, som trods et lille antal præger bybilledet i en lidt trist retning – det er altid en dårlig fornemmelse at passere en tigger, som ejer så meget mindre end de fleste andre. Der er dog ikke så mange af tiggerne her i Suva – med en befolkning på 170.000 mennesker, har vi set omkring 5-6 af slagsen.

2 af vores dage her på Fiji blev brugt til en længere bustur hele vejen rundt om øen, som med sine 10.429 kvadratkilometer kan byde på – for Stillehavet – store landområder med meget frodigt landskab og bl.a. store plantager med sukkerrør, som er Fijis vigtigste eksportvare.

Den første dag kørte vi til Nadi, en by på vestkysten af øen, hvor vi overnattede på et hotel for rygsækrejsende. Den næste dag gik vi lidt rundt i Nadi og så det største indiske hindutempel på hele den sydlige halvkugle, hvor efter vi tog en bus nordover og til sidst tilbage ned til Suva.

En af de seneste dage har vi oplevet Fijis nationaldag – Fiji Day. Politi- og militærfolk gik i parader gennem byen med flag, trompeter og trommer. Det så flot ud, især på grund af deres flotte påklædning med en hvidtakket nederdel og en rød overdel. Regn eller ej – når det er Fiji Day, så er det Fiji Day og så er folk samlet for at høre en tale til den fijianske befolkning.

En dag faldt jeg i snak med en newzealænder inde i den lokale yacht club, som ret så fornemt og af ukendt grund hedder Royal Suva Yacht Club. Snakkede sådan lidt frem og tilbage – og sandelig om ikke han pludselig hev en dansk en-krone af lommen og spurgte, om jeg kunne kende den. Øh, ja, men hvor i alverden har du den fra?! Jo, han kom fra den store, grønne motorbåd og de havde 2 danske besætningsmedlemmer ombord. Spændende, spændende, det er ikke hver dag, man støder på en dansker her ude. Så ikke længe efter tog vi en tur der ud med gummibåden for at hilse på – hvilket resulterede i en fuldstændig rundvisning af den ene dansker, på hele Karima, som den hed. 166 fod og 10 meter bred – det var noget af en oplevelse at se. Der var sågar guldbelagte håndtag på badeværelset og vi turde ikke spørge, hvad det kostede at holde sådan en båd ved lige.

Her midt i oktober engang, vil vi atter hejse ankeret op og sætte kurs mod New Zealand. Det er vi alle meget spændte på, og synes det er ret underligt, at vi allerede snart er på vej til New Zealand, ja, at vi faktisk sidder der nede om få uger. Men mon ikke det nok skal gå op for os på den ca. 1100 sømil-lange vej derned. Vi er begyndt at kigge på vejrudsiger, og håber på en fornuftig vindstyrke og retning.

Jul og nytår holder vi i Auckland. Vi har næsten lige bestilt plads i en kæmpestor marina i centrum af Auckland, den største by i New Zealand – ca. på størrelse med København, befolkningsmæssigt. Havnen, vi skal ligge i, hedder Westhaven Marina. I hele Auckland ligger der 80.000 lystbåde. Ja, New Zealand er en stor sejlnation.

Vi ligger for øjeblikket sammen med 3 norske både, som skal samme vej, og to andre af vore norske venner ligger på Tonga og vender snuden samme vej om ikke så længe, så det bliver spændende at mødes nede – down under, som vi kunne sige derhjemme når vi talte om New Zealand eller Australien.

Ha’ det godt alle sammen – snakkes på New Zealand!

Mange kærlige hilsener ti alle vore læsere

Margit og Anne Marie
Birgit og Anders


Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!