sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Bora Bora, Aitutaki og Tonga

 

Rejsebrev 15 – Bora Bora, Aitutaki og Tonga. September 2007 – Skrevet af Margit.

Kære alle,

her fra Tonga sender vi jer endnu en hilsen. Den sidste måned har budt på både god og hård sejlads, men også spændende oplevelser i land. Tilbage til begyndelsen..

Det blev til lidt længere tid på Bora Bora, end vi havde regnet med. Vi havde egentlig tænkt os at sejle videre et par dage efter, at Jeppe var taget hjem, men ventetiden på reservedelene til watermakeren trak ud. I øvrigt havde Jeppe en rigtig god ferie her, og vi - eller jeg - ser frem til, at han kommer til New Zealand i december!

Men – ventetid eller ej, Bora Bora er et dejligt sted at være. Vi havde selskab af mange andre sejlere, og det blev til flere gensyn med gamle venner…

Først kom Iataia, den mexicanske båd, vi har mødt en del forskellige steder. De tre mexicanere inviterede os på kaffe en aften, men det blev til lidt mere end det, da et par lokale drenge fra yachtklubben lige var kommet hjem med nyfangede – og ganske livlige – hummere. Vi købte en god håndfuld, tilberedte og spiste dem ombord på Iataia.

Dagen efter kom Valkyrien med Øystein og Vidar ombord. Der er stor forskel på de to, den ene er a – og den anden b-menneske. Når den ene er smuttet hjem sent på aftenen, går der ikke mange timer, inden den anden dukker op på siden og beder om en kop morgenkaffe. Vi syntes, det er hyggeligt at have besøg.

Efter en tid ved yachtklubben letter vi endnu engang anker, og dropper den i stedet ved én af de små øer i lagunen – hvor vi også har været tidligere. Pludselig lyder en velkendt stemme i VHF’en, og Anne Marie og jeg gjorde store øjne. Vi har ikke set det svenske skib Nabob siden Grenada i Caribien, og nu kommer de her til Bora Bora! Nabob var en af de både, vi fulgtes med over Atlanten og holdte jul med på Tobago. Det blev til et herligt gensyn, hvor der blev snakket de sidste syv måneders oplevelser igennem. Vi får serveret en middag hos Nabob, og de hos os.

Sammen med Nabob kommer svenske Eos også. Eos er en Najad 343 – Margaritas tvillingsøster! Det var specielt at se en anden båd, der var helt magen til.

Ellers bruges dagene på badning og snorkling. En dag sejler vi over til et område, hvor turisterne fodrer rokker. Der er mange af dem, og de kommer helt tæt på – det er meget tamme dyr! Her er også et par hajer, der svømmer rundt om forsamlingen af turister. Det virker som om, at de er i dilemma – de er sultne, men tør alligevel ikke komme tæt på.

Det bliver til 17 dage på Bora Bora. Lige inden afgang når vi at hilse på Ingrid og Frank fra Menja. Det er sjovt at se dem igen, sidste gang var på Galapagos.

Mandag d. 13. august vinker vi ikke kun farvel til Bora Bora, men til hele Fransk Polynesien. Kursen er sat mod den lille cook-ø Aitutaki, og distancen er 480 sømil. Cook-øerne hører under New Zealand. Vi starter godt ud, men det ender med at blive en hård tur. Vinden er god, men den tiltager til for meget af det gode. Det sidste døgn blæser det 30-40 knob (15-20 sekund-meter). Søen er høj, og bølgerne bryder rundt omkring. Sejlene rebes, indtil der kun er en lille stump forsejl ude. Alting flyver rundt nede i kahytten, ind til det bliver pakket godt ind i stuverummene. Vi får et par ture, hvor båden rykker langt ned på siden – og op igen. Selvom det er surt, er vi glade for igen at konstatere, at vort gode skib klarer sig flot – trods forholdene. Vi føler os ganske trygge – selv i dårligt vejr.

Torsdag eftermiddag dukker Aitutaki op i horisonten. Vi kan desværre ikke nå at komme ind inden mørket falder på, så vi ligger udenfor om natten – og venter på daggry. Heldigvis kan vi ligge i læ for vinden. Næste formiddag bruges på rengøring og afferskning. Vi må vente på højvande kl. 12, inden vi kan gå ind igennem passet til lagunen. Vi ankrer op tæt på land og nyder, at vandet er helt fladt!

Aitutaki er en lille ø med 3500 indbyggere. Her er en lille landsby, Aratunga, hvor man lige kan finde det allermest nødvendige. Denne ø ligner de fransk polynesiske – og så alligevel ikke. Den store forskel er, at alle taler engelsk. Det nyder vi – det er bare lettere at sige hello end bonjour, når man hilser på folk i gaden. Den polynesiske kultur møder vi her i større grad end i det franske. Ikke fordi, at de lokale er anderledes her, det er bare meget nemmere at komme i kontakt med dem, når de taler engelsk.

Befolkningen er helt overdrevent venlig og gavmild. Et eksempel. En varm dag gik Anne Marie og jeg lidt udenfor landsbyen, hvor en dame havde sin egen lille butik. Vi købte en kasse sodavand og blev tilbudt at blive kørt hjem i hendes bil. Inden vi kom derfra, havde damen foræret os en papaya, 2 klaser modne bananer + 2 store stokke fulde af grønne bananer. Der var vel 200 stk. i alt!! Værsgo’! Og vi blev kørt helt ned til vandkanten med hele læsset i hendes bil. Senere sejlede vi rundt til de andre både og delte bananer ud…

Der er syv kirker på øen. Det vidner om, at en stor del af befolkningen er troende. Man mærker det især om søndagen, hvor alt er lukket. Gaderne ligger øde hen – man er i kirke om søndagen. Under opholdet her holdt vi os til én kirke, hvor vi kom til gudstjeneste hver søndag og til et bedemøde, som blev holdt i et privat hjem en fredag aften. Vi blev godt kendt med præsten og hans familie. Igen fik vi lov at møde den polynesiske gavmildhed. Da familien en eftermiddag kom på besøg hos os, havde de gaver med. En søndag efter gudstjeneste blev vi kørt med hjem til deres hjem. Her fik vi serveret en stor buffet med mange forskellige retter, alt sammen tilberedt på lokal stil. Og vi fik rester med hjem.

Her på Aitutaki mødte vi en stor 50-fods katamaran, Papillon, med et ældre amerikansk ægtepar ombord. En aften fik vi rundvisning i deres store båd, som virkede mere som et hus inden i, end en båd. Jim og Julia ramte plet, da de efterfølgende serverede røget laks for os!

En dag er der travlhed på havnen. En stor fragtbåd kom ind med friske forsyninger fra New Zealand. Det er en stor dag, for båden kommer kun hertil én gang i måneden. Den ligger udenfor passet, og en mindre slæbebåd sejler frem og tilbage hele dagen med containere. Hylderne fyldes på ny i de små butikker.

Vi lejede cykler og cyklede hele vejen øen rundt. Øen er forholdsvis flad, og der er flot grøn natur. Især på nord-spidsen findes der fine strande med klart vand. Vi begiver os også op på toppen af det højeste bjerg - 120 meter. Her er en flot udsigt ud over den blå lagune. Far lejede en lille scooter, og kørte selv på udflugt rundt på øen.

Valkyrien kommer hertil og ankrer op ved siden af os. Men snart er det for os tid til at komme videre. Vi har besluttet at sejle direkte til Tonga – en tur på 800 sømil. Mandag d. 27. august er der afgang, efter 10 dage på Aitutaki. Vi har sagt farvel til de venner, vi fik her. Vinden er perfekt i både styrke og retning, alle sejl bliver sat, og vi stryger af sted. Det bliver en god sejltur. På den anden dag falder vinden, men vi holder farten med genakkeren oppe. Dagen efter tiltager vinden igen og bliver stabil. Celin ligger ca. 40 sømil nord for os, vi to både følges pænt ad og snakker hver dag sammen over SSB-radioen. Allerede efter tre døgn kan vi tillade os at holde halvvejsfest. Vi er heldige og fanger en dag en stor dorado – guldmakrel, som vi kalder den – på 120 centimeter – ny rekord!

Fredag på min tidlige morgenvagt blæser det op til 20-30 knob, og denne vind fortsætter resten af turen. Søen bliver lidt mere urolig, sejlene rebes, og skuden holder 6-7 knob på rebet forsejl.

Søndag eftermiddag passeres vores waypoint, der ligger lidt nord for Vava’u-øgruppen. Herfra er der endnu 15 mil ind til byen Neiafu. Byen har 6000 indbyggere, og ligger på hovedøen Vava’u, som igen er omringet af en masse små øer.

Den 2. september var dagen, der forsvandt. Datolinien er passeret, urene stilles et døgn frem, og pludselig bliver i morgen til i dag. Dagen begynder på Tonga - det er her, solen står først op. Tonga er bestemt et af højdepunkterne på vores tur, og vi er spændte på at opleve kongeriget.


Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!