sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

Galapagos

 

Rejsebrev 11 – skrevet af Anne Marie. 18. april 2007.

Hej alle jer, der følger os!

Her har I en lille hilsen her ude fra den store verden. Jeg (Anne Marie) har overtaget tastaturet og vil nu fortælle lidt om de sidste nye oplevelser her på Galapagos-øerne samt de 1000 sømil her til fra Panama.

Efter 12 forholdsvis travle dage i Panama City, hvor den stod på forberedelse og proviantering til de næste mange måneder i Stillehavet, lettede vi den 3. april anker og stævnede ud på Stillehavet først på aftenen. Havet var blikstille hele den første nat, så her måtte motoren komme os til hjælp. Lidt underligt at verdens største hav kan være så fladt – jeg kan nu skrive under på, at det ikke er uden grund, at Stillehavet hedder Stillehavet.

De første timer skulle vi koncentrere os om at komme godt klar af den tætte trafik ind mod Panama – mange fragtskibe sejler til og fra Panama-kanalen og ud på havet.

Næste dag fangede vi en tunfisk – det blev desværre den eneste gang, heldet var med os med hensyn til fiskeri. Men man kan jo ikke have held i alting – om aftenen bevægede vind-måleren sig op på ca. 10 knob. Sejlene kunne sættes og motoren stoppes.

Hver dag på havet havde vi over SSB-radioen kontakt med langtursejlerforeningens (FTLF) kontaktperson i Panama, Karsten. Det var meget nyttigt – han kunne give oplysninger om vind- og vejrforhold. Allerede i Panama snakkede vi med Karsten – han kunne fortælle en masse om Galapagos-øerne. Ud over ham havde vi også kontakt med nogle af de norske både – udvekslede positioner og hørte, om alt var vel ombord.

Vinden var lidt op og ned resten af turen, men så snart muligheden meldte sig for at få bare lidt vind i sejlene, stoppede vi motoren og forsøgte at få en så god fart som mulig.

En gang i mellem kom der pludselig meget vind og vi kom rigtig godt frem ad, men så efter nogle timer døde vinden og motoren måtte igen komme os til undsætning.

Ud over skiftende vind kunne vejret også byde på ganske få regnbyger, tåge, fugtige nætter med lyn og torden og strålende solskin fra en skyfri himmel om dagen. Men selvom vi befandt os meget nær Ækvator, var det på grund af Homboldt-strømmen meget koldt – især om natten.

Påskens budskab er lige så rigt at fejre til havs som til lands. Hvad betyder det, at man sidder på Stillehavet i en lille sejlbåd på vej om på den anden side af jorden? Påskesøndag, den 8. april, var der dog mere end påskedagen at fejre. Far havde fødselsdag og fyldte 47 år, så der var gang i bageriet. Fødselsdagsbarnet fik både serveret nybagte boller og kanelkage – dog ikke med 47 lys i. Samtidig holdt vi halvvejsfest.

Den 12. april, efter 8 dage og 23 timer på havet, kunne vi kaste anker i Wrecks Bay på Galapagos-øen San Cristobal. Vi ankrede op lige ved siden af norske Silene. Et par dage efter dukkede flere af de norske venner op – Xanadu, Menja og Celin. I skrivende stund ligger vi spændt og venter på den sidste af vore norske bekendtskaber – Valkyrien, som vi håber på at se i morgen den 19. april.

Byen her inde på San Cristobal er meget hyggelig. Folk er venlige og hilser, når man går forbi på gaden. Det vrimler med souvenir-butikker og ikke mindst internet-caféer – det er nemt at komme til at kommunikere med vennerne og familien hjemme i Danmark. Til gengæld er der ikke så mange supermarkeder som i Panama. Men der er lidt købmandsbutikker med diverse dagligvarer. Det var godt at vi i Panama fyldte stuverummene helt op med alt muligt.

Når man skal i land, er det ikke med egen gummibåd som vi plejer – det ville være en for stor risiko for at få den ødelagt af de mange søløver, som svømmer rundt i ankerbugten og en gang i mellem tager et hvil på vores badeplatform eller inde på stranden.

Ønsker man landgang, står man blot på dækket og vinker efter en watertaxi, det er ganske nemt.

En af dagene var vi på ø-rundtur. En lokal gut kørte os rundt i hans bil og viste os en nationalpark med kæmpe store landskildpadder, som kan blive 150-180 år gamle. Det var meget sjovt at se! Vi så også leguaner, som levede på et stort område med en masse sten, ned til vandkanten.

Samme dag gik vi op på en vulkan – 700 meter over havet. Der var en flot udsigt oppefra.

Jo, det har sandelig været et spændende ophold her på den vestligste Galapagos-ø San Cristobal. Her i weekenden regner vi med at sejle videre – til den største ø i gruppen, Isabela, som ligger 80 sømil herfra. Dér håber vi at se pingviner, hvilket vi nemlig ikke har set her på øen. Efter opholdet på Isabela, går turen atter vestover til Fransk Polynesien, og som nævnt i sidste rejsebrev, vil turen komme til at betyde 25-30 dage på havet – vi håber at kunne fange syd-øst passaten på den 3000 sømil lange tur.

Vi håber, I alle har det godt. Vi sender mange varme hilsner hjem til venner og familie.

Margaritas besætning

Anne Marie


Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!