sy-margarita.dk

galleri | forside | nyhedsbreve | position | båden | besætning | gæstebog | emailliste | links | Translate by Google

 

På vej ud i Stillehavet

 

Hej alle der følger os!

Det er blevet tid til en ny hilsen her fra os. Vi er nu i Panama City på Stillehavssiden og klar til at sejle afsted mod Galapagos. Men tilbage til slutningen af sidste rejsebrev…

Efter et spændende ophold i Cartagena, hvor vi fik nye bekendtskaber i flere norske både, sejlede vi mod ø-gruppen San Blas. Vi havde 180 sømil til et område af San Blas, der hedder Holandes. Meget vind i styrbord side gjorde, at det blev en urolig, men hurtig sejlads. Vi ankom til San Blas d. 8. marts og listede ind bag skærene mens det lysnede i horisonten. Opholdet på San Blas var utrolig spændende. Vi fik et indtryk af kuna-indianerne samt deres specielle levestil. Kunaerne har formået at ignorere den moderne verden, og bevare deres egen levestil. De var glade og smilende viste de deres hjem og øer frem for os. (Se billedserien fra San Blas.)

Vi var sammen med de norske både fra Cartagena, og her mødte vi endnu en norsk båd, Xanadu, som nu også er blevet vore gode venner.

Vi nød godt af at snorkle og bade her. En lille tur i gummibåden, og man kom frem til et stort område af koraller. Her ankrede vi gummibåden op og sprang i det klare vand. Man kunne bruge timer på at ligge flydende i vandoverfladen, og betragte verden under vandet. Det er de flotteste og mest farverige koraller, vi endnu har set.

Der var meget liv i vandet – også nær båden. En dag kom et par delfiner svømmende ganske tæt på land, og vi så også en rokke på ca. 1 meter - helt inde ved strandbredden.

San Blas er et lille interessant paradis, som vi er meget glade for, at vi aflagde et besøg på.

Turen gik videre ind til Panamas fastland. Efter en kort sejlads, ankrede vi op ved en ø, der hed Isla Linton. Her var en lille landsby, som vi nåede at kigge i. Ellers var her ikke meget at se, så vi sejlede allerede næste dag videre til Colon – hvor Panama-kanalen begynder.

Ved ankomsten til den store havneby var der stor trafik. Vi så mange store fragt– og containerskibe, der i blandt flere Mærsk-skibe. Mærsk Sealand er Panama-kanalens største kunde.

Vi var heldige i Colon – havde blot en uges ventetid på transit til kanalen. Selve byen Colon er ikke spændende. Alt ser gammelt, fattigt og utrolig simpelt ud. Det vrimler med mennesker, højhuse og bil-os. Huse og bygninger er mindst hundrede år gamle og ser meget faldefærdige ud. Der er heller ikke stor mulighed for sightseeing i byen, da det er farligt at gå omkring - man kan risikere at blive overfaldet eller berøvet. Derfor tog vi altid en taxi, også hvis vi bare skulle få hundrede meter hen i en bank, eller andet.

Indklareringen var et større projekt. En taxi-chauffør kørte os rundt i Colon fra kontor til kontor i en uendelighed. Der skulle udfyldes et utal af papirer med informationer om os selv og båden, der skulle tages kopier af pas og diverse papirer, der skulle afgives fingeraftryk og betales en masse dollars. Der skulle købes lange tov og bildæk som fendere – og dagen efter indklareringen kom en lods ombord for at opmåle båden. Ja, det blev et par travle dage i Colon med megen papir-arbejde.

Turen gennem Panama-kanalen kom alt i alt til at koste os 850 dollars. Da papirarbejdet var overstået, fik vi en transit-dato, der hed 21. marts. Det var vi godt tilfredse med. Nu var det bare at vente et par dage.

Vi opholdt os mest i Yacht-klubben hvor vi brugte deres faciliteter, blandt andet trådløs internet.

En regel sagde, at man skulle være 5 mand ombord mens man gik gennem kanalen – det vil sige, at vi manglede én mand. Man skulle selv finde en ekstra lineholder, ellers ville det koste 110 dollars at ”leje” en lineholder. De norske både og os aftalte bådene imellem at hjælpe hinanden, så ingen ville komme til at betale for en lineholder. Far og Margit sejlede således med den norske båd Celin gennem kanalen, og Anne Marie og mor tog med Xanadu som lineholdere. Begge både skulle igennem to dage før os selv, så det passede fint. Det var også rart at vi fik set kanalen, inden vi selv skulle sejle igennem den. Vi havde bedt Jan fra Celin om, at være vores femte-mand, når vi skulle igennem kanalen.

Dagen oprandt hvor vi skulle gennem Panama-kanalen – der var lidt spænding i luften. Klokken 16 var der afgang fra Colon. Først måtte tre sluser hejse os ca. 30 meter op i en sø inde i landet – Gatun Lake. Sluserne var imponerende store og nogen af lineholderne kom på job med at holde bådene på plads. Vi fulgtes med den norske båd Valkyrien, og blev bundet sammen med den inden sluserne. Hver båd havde, foruden en kaptajn og de fire lineholdere, en lods ombord til at guide os gennem kanalen.

I hver enkelt sluse blev brugt 2 millioner galones (ca. 7,6 millioner liter) vand til at hejse os 10 meter op. Det tog 8 minutter i hver sluse. Det gik stærkt, og der kom meget strøm og tumult i vandet. Men alt forløb efter planen og da klokken var 20, blev vi lukket ud af den tredje sluse – og ud i Gatun Lake. Her fortøjede vi os til en bøje, hyggede og med lidt mad og kaffe i bådene, og overnattede i søen.

Næste morgen var det tidligt op - lodsen kommer kl 6 – havde vi fået besked på. Valkyrien kom også af sted til tiden, men vi måtte vente tre timer, inden vores lods kom. Så fik vi fart på – vi skulle nå sluserne kl 12.30 og vi havde 28 mil at sejle derhen. Med motoren i bund og forsejlet ude sejlede vi gennem Gatun Lake med tropisk regnskov og mangrove til begge sider. Det var en meget smuk tur. Vi nåede med nød og næppe slusen til tiden – her lå Valkyrien og ventede på os. Men ak – nu får vi at vide, at vi skal vente en time i slusen på et par både, der skal følges med os nedad. Der var således ingen grund til, at vi skulle skynde os sådan gennem søen med motoren for fuld hammer –men pyt med det – nu er vi da fremme.

Da bådene er ankommet, går det 30 meter nedad i de sidste tre sluser. Det er nemt at gå nedad, vi hygger os i bådene og glæder os til at se Stillehavet. Klokken 15 åbnes porten til Stillehavet, og vi sejler vores første mil i det store ocean. Turen går om til Flamenco Yacht Club, hvor vi mødes med de andre norske både.

Nu har vi været her i Panama City i en uges tid. Vi er ved at være klar til sejladsen over Stillehavet. SSB-radioen er blevet fikset – den fungerede ikke optimalt før. Øystein fra Valkyrien har repareret vores ene solpanel, så nu kan de alle tre levere os masser af strøm, mens vi sidder på bølgen blå. Der er blevet provianteret til dage – uger – og måneder. Alt er meget dyrt i Fransk Polynesien, har vi hørt, så med visse ting er der provianteret helt indtil New Zealand.

Fra onsdag til torsdag hjalp vi en New Zealænder igennem kanalen. Han sejler alene i en dansk fiskekutter, så det var anderledes - men interessant. Han er på vej hjem til New Zealand. Vi var glade for at hjælpe manden med at være lineholdere, samt spare ham for 440 dollars! Når vi kommer til New Zealand, vil han hjælpe os med at finde en plads til båden, mens vi er i Danmark.

Palmesøndag var vi i kirke her i Panama City. Det var en god oplevelse selvom der kun var omkring 25 i kirke. Gudstjenesten foregik på engelsk.

Vi håber på, at alt er klar til afgang på mandag d. 2. april. Foran venter 900 sømil til Galapagos-øerne. Turen dertil, forventer vi, vil tage 8-12 dage. Vi skal passere Stillebæltet ved ækvator, og der kan vi forvente, at vi skal bruge motoren en del. Men det gør ikke så meget, vi har 200 liter diesel, og så kan vi sejle 400 sømil for motor.

Galapagos-øerne er vi meget spændte på. De er kendt for deres specielle dyrearter, som man ikke finder mange andre steder i verden – blandt andre søløver, pingviner og de hundrede år gamle landskildpadder. Vi vil bruge en uge eller 10 dage på Galapagos, inden færden over Oceanet fortsætter. Vi skal ud på vores livs længste sejltur – 3000 sømil skal sejles, inden vi er ved Marquesas i Fransk Polynesien. Det er en tur, vi forventer, vil tage 25-30 dage. Der er en syd-øst passatvind, der normalt blæser ca. 15 knob. Den skal føre os til Marquesas. Undervejs på denne tur vil vi dagligt holde kontakt med de norske både ved hjælp af SSB-radioen.

Vi sender kærlige hilsener hjem til familien og vennerne.


Anders, Birgit, Margit og Anne Marie


Se billederne til rejsebrevet ved at klikke her!